25. april 2014

Udsigt til sne og frost

Stadig vinter i Grønland

Rådhuset i Sisimiut tirsdag. Billedet er taget af
 Erik C. Nielsen, der fredag morgen oplyser, at
 temperaturen i Sisimiut er -12,2 og svag vind.
Deltagerne i den kommende uges business-ekspedition til Grønland kan godt bruge weekenden til at finde vintertøjet frem. For selv om Danmark har budt på relativt pænt forårsvejr den seneste tid, er det stadig vinter på verdens største ø.

Vejrudsigten for den kommende uge byder på solide frostgrader i både Kangerlussuaq, Sisimiut og Nuuk, hvor det forventes, at temperaturen alle steder vil ligge fra lige under frysepunktet og ned til godt minus 10 grader.

- I weekenden og mandag forventes der en del sne i området omkring Sisimiut og Kangerlussuaq, men det ser ikke ud til at blive i mængder, der vil genere flytrafikken, fortæller Grønlandsvagten på DMI.

Bymidten i Sisimiut tirsdag. Fra venstre
politistationen, Grønlandsbanken og Brugsen.
Foto: Erik C. Nielsen
I ugens løb vil vejret i Nuuk også byde på lidt sne - og torsdag er der udsigt til lidt blæst i kulingsstyrke.

Selv om temperaturerne i Grønland fortsat er vinterlige, er sommeren på vej - også under nordlige himmelstrøg. Det betyder, at deltagerne i business-ekspeditionen kan regne med, at solen er på himlen halvanden til to timer mere end i Danmark på denne årstid.

I Sisimiut går solen mandag aften ned kl. 22 og op igen tirsdag morgen kl. fem. I den forholdsvis korte nat bliver det i øvrigt slet ikke rigtigt mørkt, for de lyse nætter er allerede begyndt i Grønland - og himlen bliver derfor ikke mørkere, end den er i Danmark ved sankthans. Derfor bliver der heller ikke mulighed for at se nordlys på turen.

Vue over Sisimiut taget fra Pisiffiks parkeringsplads.
Der er masser af sne. Foto: Erik C. Nielsen
Vejrudsigterne for Grønland udarbejdes af DMI, der driver en døgnbemandet vejrtjeneste i Kangerlussuaq. DMI har været aktiv i Grønland, siden grundlæggelsen af Danmarks Meteorologiske Institut i 1872 - og instituttet har siden Hans Hedtofts forlis i 1959 blandt andet udgivet detaljerede iskort over det grønlandske farvande. Desuden kan man på DMI's hjemmeside finde vejrudsigter for alle de grønlandske byer.

Vejrudsigterne baserer sig blandt andet på vejrdata, som hver time indsamles overalt i Grønland af Asiaq - Grønlands forundersøgelser. På Asiaqs hjemmeside kan man følge den aktuelle vejrsituation i Grønland.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar