I Grønland skal man selv tage initiativet
Viktor er faldet godt til i Nuuk. Foto: Carsten Lind |
Den Viktor, som bladet fortæller om, er den 20-årige salgselev Viktor Rumle Højriis Videbæk fra Stark i Aarhus, der bruger de sidste måneder af sin læretid hos Stark i Nuuk.
Viktor fortæller til fagbladet, at de ekstreme klima- og vejrforhold i Grønland giver ham en dybere indsigt i materialer og rådgivning. Det har også betydning for ham, at arbejdspladsen i Nuuk byder på holdånd - og at alle inklusive direktøren må tage en tørn med gaffeltrucken eller ved kassen, når det brænder på.
Det grønlandske samfund er også udviklende for Viktor, for her er man nødt til at tage et initiativ, hvis man har lyst til fritidsaktiviteter i weekenden. Det bruger han blandt andet til vandreture i fjeldene ved Nuuk. Det har været lidt af en øjenåbner, for Viktor har aldrig tidligere været specielt naturinteresset, men det bliver man helt naturligt i Grønland, fortæller han til fagmagasinet.
Starks HR-chef Ulla Nielsen fortæller til Puff, at Stark hvert år sender en elev til Grønland. Det udvikler dem meget både på det personlige og det faglige plan. Der er i øvrigt planer om, at koncernen fremover også vil sende elever til afdelingerne i Norge og Sverige.
Stark har seks afdelinger i Grønland. De ligger i byerne Nuuk, Aasiaat, Ilulissat, Sisimiut, Qaqortoq og Tasiilaq.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar