Planer om at flytte Jern- og Metalskolen
Det overvejes at samle de grønlandske erhvervsuddannelser i Sisimiut. |
Det betyder, at den grønlandske Jern- og Metalskole skal flyttes fra Nuuk til Sisimiut. Det er et spørgsmål, som nu er diskuteret i en årrække - og nu vil erhvervsorganisationerne i Qeqqata Kommunia have sat skub i sagen. De har derfor udsendt en støtteerklæring. Heri hedder det:
"Et samlet erhvervsliv udtrykker med denne erklæring sin støtte til beslutningen om at flytte Jern- og Metalskolen til Sisimiut. Ved at sammenlægge Jern- og Metalskolen sammen med resten af KTI i Sisimiut får de studerende et bedre studiemiljø og får adgang til lærerkræfter og medstuderende inden for håndværksfagene, råstofskolen og ARTEK hvor den arktiske ingeniøruddannelse er placeret.
Sammen med den kommende maskinmesteruddannelse vil vi kunne levere virksomhedernes behov for uddannet arbejdskraft, som er en stor mangelvare i dag. Vi tror på at man på sigt kan udnytte de økonomiske ressourcer, der bruges på de uddannelser, der tilbydes på de skoler, mere rationelt på områder der lægger så tæt op ad hinanden. De faglige ressourcer der anvendes på de uddannelser, kan udvikle sig i et større fagligt nærmiljø hvor rekrutteringsmulighederne samt fastholdelse af medarbejderne bliver forbedrede.
Det er derfor vigtigt at vi i vores region er opmærksomme på en udvidelse og forbedring af boligmassen i Sisimiut for de kommende ansatte og tilflyttere til byen. Dertil skal vi sikre at der er gode kollegieværelser til de kommende studerende i Sisimiut. For et par år siden blev tankerne om udflytning af forskellige uddannelser vurderet ud fra flere parametre, herunder økonomisk, funktionsmæssige og rekrutteringsmæssige konsekvenser. Ud fra det velunderbyggede beslutningsgrundlag besluttede Naalakkersuisut sig for at fortsætte arbejdet ved at gennemføre projekteringer af Jern- og Metalskolen til Sisimiut.
Erhvervsorganisationerne samt Qeqqata Kommunia kan se udviklingsmuligheder for hele regionen ved flytningen. Vi glæder os til at indgå i en dialog om hvordan vi bedst sikrer rammerne i vores lokalsamfund således vi kan tage godt imod vores nye medborgere samt studerende."
Ingen kommentarer:
Send en kommentar