17. august 2017

Dansk formand for EPPR

Ny formand med omfattende kendskab til sejlads i Arktis

EPPR-formandens arktiske karriere startede
 om bord på inspektionskutteren Agdleq.
I forbindelse med forårets ministermøde i Arktisk Råd overtog Finland formandsskabet, men også på rådets øvrige formandsposter har der været skiftedag.

I arbejdsgruppen EPPR (1), der arbejder med det arktiske beredskab og SAR, er det nu den danske orlogskaptajn Jens Peter Holst-Andersen, der står på broen. Holst-Andersen er til daglig ansat i Forsvarsministeriet.

Den nye formand har solid arktisk erfaring og har i løbet af karrieren sejlet med en række af søværnets skibe i Grønland  og Nordatlanten. Desuden har Holst-Andersen arbejdet med EPPR siden 2013, fra 2015 og frem til nu som næstformand.

Jens Peter Holst-Andersen.
Jens Peter Holst-Andersen ser frem til arbejdet som formand i arbejdsgruppen:

- Arbejdet i EPPR handler grundlæggende om at redde liv og beskytte miljøet. Det må virke inspirerende for alle, mener han.

Holst-Andersen er dybt fascineret af både de arktiske folk og den arktiske natur.

- Jeg har oplevet alle sider af Arktis: Både det smukke, vilde og farlige. Det indbefatter de mest ekstreme storme ved Kap Farvel, fisketure i herligt sommervejr og mødet ansigt til ansigt med både isbjørne og hundehvalpe, siger den nye formand i et interview på Arktisk Råds hjemmeside.

- Mit hidtidige arbejde i EPPR og Arktisk Råd har vist mig, at det er muligt at gøre en forskel. EPPR skaber fokus for et konstruktivt samarbejde mellem folk, stater og organisationer, mener Jens Peter Holst-Andersen.

1) EPPR: Emergency Prevention, Preparedeness and Response

Ingen kommentarer:

Send en kommentar