20. juni 2017

Stor interesse for ny by

Siorarsiorfik trak fulde huse

Hortens Grønlandskonference samlede 120 deltagere,
 der hørte om planerne for en ny by og en ny
lufthavn ved Nuuk.
- Investorerne skal imponeres, så I skal kalde det en ny by - og ikke bare en bydel. Så kontant var rådet fra Claus S. Madsen, tidligere teknisk direktør i Frederikssund kommune, hvor man i øjeblikket er ved at bygge en hel ny by(del) i Vingeområdet.

Ordene faldt mandag formiddag i København på advokatfirmaet Hortens årlige Grønlandskonference, hvor overskriften var "Byudvikling og Infrastruktur i Grønland". Her kunne deltagerne få et godt indblik i planerne for udvikling af den grønlandske hovedstad og planerne for udbygning af lufthavnen i blandt andet Nuuk.

Det gode råd blev givet til borgmester Asii Chemnitz Narup fra Kommuneqarfik Sermersooq, der præsenterede planerne for en omfattende udvidelse af den grønlandske hovedstad. Den nye by hedder Siorarsiorfik og får plads til 1600 boliger, flere folkeskoler, børnehaver og meget mere. Siorarsiorfik kommer til at ligge syd for Nuuk-bydelen Qinngorput og vil blive forbundet med de øvrige bydele via en tunnel.

Det var fjerde gang, at Horten i samarbejde med Nuna Advokater i Nuuk gennemførte en Grønlandskonference. Interessen for konferencen var overvældende, og de 120 pladser blev revet væk.

- Vi var nødt til at lave venteliste, forklarede senioradvokat Helen Kibsgaard fra Horten, som stod for arrangementet i samarbejde med advokaterne Søren Hornbæk Svendsen, Horten og Peter Schriver, Nuna Advokater stod bag arrangementet.

- Vi ses helt sikkert igen til næste år, noterede Søren Hornbæk Svendsen, da han lukkede konferencen og takkede deltagerne for god ro og orden.

I forbindelse med konferencens åbning udtalte borgmester Asii Chemnitz Narup sin sympati med ofrene for oversvømmelseskatastrofen ved Uummanaq natten til søndag:

- Det er en forfærdelig naturkatastrofe, der har ramt Nuugaatsiaq. Mine tanker går til alle de mange mennesker, der er berørt af katastrofen i hele området. Jeg sender min dybeste medfølelse til de pårørende, der i øjeblikket savner familie eller venner. Mange mennesker har desuden mistet deres hjem og ejendele. Det rører mig at se, at så mange mennesker har lyst til at hjælpe i denne svære stund.
Borgmester Asii Chemnitz Narup åbnede konferencen med
at udtrykke sin sympati for ofrene for oversvømmelseskatastrofen ved
 Uummannaq. Det fik hun stor opbakning til.
Planchef Bilo Høegh Stigsen, Kommuneqarfik
Sermersooq, fortalte om planerne for Siorarsiorfik.
- Ungdommen er vort vigtigste råstof. Derfor skal der være de bedste
betingelser for børn og unge i Siorarsiorfik, mener Helene Broberg
Berthelsen, direktør for Børn, Familie og Skole
 i Kommuneqarfik Sermersooq.
- Vi er meget langt fremme i processen, men tidsplanen er endnu ikke
 på plads, fortalte bestyrelsesformand Jóhannus Egholm Hansen fra
Kalaallit Airports A/S om lufthavnsplanerne i Nuuk, Ilulissat og Qaqortoq.
Journalist og forfatter Martin Breum (tv) sikrede god ro
og orden på konferencen, der forløb planmæssigt.
Efter konferencen ønskede netværksleder Ellen Arnskjold, ABN,
Peter Schriver fra Nuna Advokater og Helen Kibsgaard fra Horten
 til lykke med det gode resultat.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar