BankNordik ansætter ny erhvervsdirektør i Grønland
ABN-medlemmerne har senest oplevet Thomas Tyt Mogensen på Post-PDAC-møderne i Nuuk, København og Aalborg. |
Den 1. juni sætter han sig i stolen som ny erhvervsdirektør i Bank Nordiks afdeling i Grønland. i en pressemeddelelse fortæller banken, at han skal stå i spidsen for at videreudvikle det store vækstpotentiale, som banken ser på erhvervskundeområdet i Grønland.
Mogensen afløser Jón Brekku, som siden 2014 har stået i spidsen for BankNordik på det grønlandske marked. Brekku har besluttet at flytte tilbage til Færøerne, hvor han fortsætter i en ny stilling i bankens hovedsæde.
BankNordiks nye erhvervsdirektør kommer fra en konsulentstilling i Grønlands Erhverv og har gennem sin karriere opnået en solid indsigt i det grønlandske erhvervsliv.
- Vi er meget tilfredse med at have ansat Thomas Tyt Mogensen som ny erhvervsdirektør i Nuuk. Han har den helt rigtige profil til at sikre videreudviklingen af vores strategiske planer for det grønlandske marked. Med Thomas Tyt Mogensen har vi fundet den rette person til at føre vores ambitioner om at udnytte det store vækstpotentiale samt at erobre markedsandele ud i livet, siger Árni Ellefsen, administrerende direktør i Bank Nordik, som også glæder sig over, at banken nu får en lokalt forankret erhvervsdirektør, der kan være med til at sikre kontinuitet og en tættere tilknytning til lokalsamfundet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar