Resultatet af mange års arbejde
Citronen Fjord ligger i det allernordøstligste Grønland. Foto: Naalakkersuisut |
Udnyttelsestilladelsen kommer, efter at Naalakkersuisut torsdag godkendte selskabets VVM-redegørelse.
Udnyttelsestilladelsen giver Ironbark A/S eneret til udnyttelse af sphalerite (zink-åre mineral) og galena (bly-åre mineral) ved Tarsarneq i Nordgrønland og sikrer Ironbark A/S en eneret til udnyttelse i tilladelsesområdet i 30 år. Tilladelsen kan forlænges til 50 år.
Næste skridt i processen bliver en udnyttelses- og nedlukningsplan samt aktivitetsplaner. Disse planer skal udarbejdes i et samarbejde mellem selskabet og Naalakkersuisut. Selskabet har en frist på et år til at opnå Naalakkersuisuts godkendelse af udnyttelses- og nedlukningsplanen, som vil indeholde de mere detaljerede krav til blandt andet sikkerheds- og miljømæssige spørgsmål.
Godkendelsen af selskabets VVM afslutter et forløb, der har varet i mange år. De første miljøundersøgelser startede i 1994. Ironbark A/S har i forløbet været i dialog med borgere og interesseorganisationer gennem høringsmøder og skriftlige høringssvar. Det har ført til den endelige VVM-redegørelse og hvidbog. Her fortæller selskabet hvordan de forholder sig til miljøpåvirkninger og hvordan de vil forhindre skadelige virkninger på miljøet i forbindelse med projektet.
Læs Ironbarks udnyttelsestilladelse til Citronen Fjord.
Tilladelsen blev underskrevet den 16. december 2016 - næsten på årsdagen for den grønlandske slædekører og ekspeditionsmand Jørgen Brønlunds fødsel 139 år tidligere og 109 år efter hans formodede dødsdag i november eller december 1907. Jørgen Brønlund var journalfører på Danmarks-ekspeditionen og døde sammen med Mylius-Erichsen og Høeg Hagen i 79-fjorden nær Citronen Fjord.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar