Planer om Grønlands største bygning
Martin Ben Shalmi på scenen torsdag aften i Paamiut. Foto: Sermersooq |
Det var i hvert fald perspektivet, da Martin Ben Shalmi, administrerende direktør og medejer af Frederikshåb Betoncentral,på et borgermøde i Paamiut fortalte om et nyt projekt, som han kalder "Paamiut Nordhavn", meddeler Kommuneqarfik Sermersooq.
Shalmi oplyste, at den canadiske velgørenhedsorganisation ”On Guard for Humanity” er klar til at investere en halv milliard kroner i projektet.Velgørenhedsorganisationen har kontrakt med FN om at levere vand til flygtningelejre rundt omkring i verden. Lejrene mangler vand, og i Paamiut strømmer masser af rent vand hver dag direkte ud i fjorden. Det vand kan i stedet blive en gevinst for byen ved at tappe det på flaske og eksportere det.
- Hvis vi kan få projektet på benene som skitseret, giver det nye arbejdspladser, nyt liv og nye mennesker i byen. Det er alle ting, som byen i den grad har brug for. Forhåbentligt kan vi få familier til at vende tilbage, få flere børn i byen og starte en positiv spiral. Jeg vil garantere, at projektet minimum vil generere 70 nye arbejdspladser i byen, siger Martin Ben Shalmi.
I følge planerne vil den canadiske velgørenhedsorganisation og Frederikshåb Betoncentral bygge Grønlands største bygning på i alt 15.000 kvadratmeter. Bygningen skal rumme et tapperi, hvor vandet bliver filtreret og kommer på flaske. Folkene bag projektet tror på 30 ansatte i produktionen og en eksport på rundt regnet 30.000 containere med 600.000 liter vand årligt i år 2024.
- Paamiut kan blive et knudepunkt for søfart omkring år 2024, siger Martin Ben Shalmi til de fremmødte borgere og fremhæver de gode eksportmuligheder i kraft af et stort produktionsområde med adgang til havnen. Endvidere muliggør en isfri havn eksport året rundt.
Ado Holm (IA), udvalgsformand for Anlæg og Miljø i Kommuneqarfik Sermersooq, smiler ved tanken om et kommende vandprojekt i byen:
- Det er et rigtigt spændende projekt for mange mennesker i Paamiut, og det kan få kæmpestor betydning for udviklingen af byen på længere sigt.
Projektet skal nu i høring, inden kommunalbestyrelsen godkender den endelige arealreservation til projektejeren i marts 2017.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar