Et godt tilbud til arktiske DJ's, filmskabere, kunsthåndværkere og fødevareproducenter
DJ's skal præsentere kultur fra de forskellige arktiske stater, når Arktisk Råd holder udenrigsministermøde i Alaska til maj. |
Den arktiske amerikanske stat har dannet en "Host Committee", der står for arrangementerne i forbindelse med udenrigsministermødet, der markerer afslutningen på det amerikanske formandsskab i Arktisk Råd. The Alaska Arctic Council Host Committee ønsker at byde delegationerne velkommen med masser af aktiviteter i især Fairbanks og Anchorage, men også andre steder i staten.
Festen er ikke bare forbeholdt de lokale, for man ønsker deltagelse fra hele den arktiske verden. I øjeblikket efterlyser arrangørerne blandt andet arktiske DJ's, der skal medvirke i arrangementer rundt i Anchorage. Blandt de interesserede vil værtskomiteen holde en afstemning på nettet - og en deltager fra hver af de arktiske stater vil blive inviteret til at deltage i festlighederne med musik fra sin egen region.
Den 12 maj bliver der arktisk kortfilmsfestival i en af Anchorages mange parker. I den forbindelse er arrangørerne interesserede i kontakt med arktiske filmskabere.
Den alaskanske værtskomite vil også gennemføre en stor messe - en såkaldt Expo - hvor kunstnere, kunsthåndværkere og små og mellemstore virksomheder kan sælge deres produkter. I den forbindelse fortæller arrangørerne, at man er specielt interesserede i blandt andet fødevareproducenter og bryggerier, der kan medvirke i et særligt innovationsarangement den 13. maj.
Hvis man er interesseret i at deltage i nogle af de mange arrangementer i dagene omkring udenrigsministermødet i Fairbanks 11. maj, kan man kontakte Niels Andreasen på Institute of the North.
Læs også mere på The Alaska Arctic Council Host Committees hjemmeside.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar