Den finske julemand skylder i skat
Vogt Dem for efterligninger. Den rigtige julemand kommer som bekendt fra Grønland. Foto: Santa Claus Foundation |
Nu kan grønlænderne så glæde sig over, at den også er gal med den finske kopi af julemanden.Tilbagegang i den finske økonomi har nemlig ramt selskabet Dianordia Oy, som tilbyder børn fra hele verden mulighed for at møde julemanden i den finske by Rovaniemi, skriver Bloomberg Business.
Problemerne for selskabet begyndte, da turister fra Grækenland, Italien, Spanien og Rusland stoppede med at besøge Julemanden. Ikke fordi børnene ikke længere tror på ham, men fordi den økonomiske krise har fået turisterne til at blive hjemme.
Det finske julemandsselskab skylder 200.000 euro - godt halvanden millioner kroner - i skat.
- Vi er endnu ikke gået fallit og håber på en løsning, siger en talsmand for julemandsselskabet.
Måske den finske julemandskopi skulle skrive en ønskeseddel og sende den til den rigtige julemand, selv om den grønlandske original næppe kan finde andet end en højlydt "Hohoho" og et sarkastisk "Been there, done that" som hjælp til finnerne.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar