24. januar 2014

Til gavn for Grønland

Samlet bud på Grønlands råstofpotentiale

Rapporten belyser Grønlands muligheder i fremtiden.

”Slå vinduerne op på vid gab og lad klarsyn og frisk luft fortrænge de spøgelser, som alt for længe har levet af fortielse og løse rygter”. Sådan lød opfordringen fra Professor Minik Rosing og daværende landstyreformand Kuupik Kleist i en fælles kronik for godt et år siden.

Opfordringen blev taget op af universiteterne i København og Nuuk, der nedsatte "Udvalget for samfundsgavnlig udnyttelse af Grønlands naturressourcer" - og det har resulteret i rapporten "Til gavn for Grønland".

Rapporten er skrevet af 13 forskere, der giver et samlet bud på de grønlandske råstofmuligheder og ikke mindst konsekvenserne på det sikkerheds- og udenrigspolitiske område set i lyset af et grønlandsk ønske om øget selvstændighed.

Udvalget for samfundsgavnlig udnyttelse
af Grønlands naturressourcer.
Rapporten, der blev offentliggjort i dag, fredag den 24. januar, har allerede inden offentliggørelsen trukket overskrifter i mange media. Overskrifterne fastslår, at Grønland fortsat vil være afhængig af Danmark mange år fremover.

Professor Minik Rosing, der har været formand for forskerne bag "Til gavn for Grønland", kommenterer rapporten i en kronik i Politiken. Her hedder det blandt andet:

"Med eller uden mineraler bør fremtiden ikke være en skæbne, der rammer Grønland. Fremtiden bør være resultatet af nogle politiske valg, og de skal tages i dag snarere end i morgen. Jo længere tid der går, inden disse valg træffes, jo større er faren for, at fremtiden bliver en skæbne ude af det grønlandske folks kontrol.

For at disse politiske valg kan træffes, må der startes en bred folkelig debat om, hvilket Grønland vi ønsker os i fremtiden.

Vi håber, at vi med kortlægningen af den eksisterende viden om potentialet for udnyttelse af naturressourcer i Grønland kan gøde en folkelig debat i både Grønland og Danmark, og at denne debat kan medvirke til at bringe nyt liv og ny betydning ind i det rigsfællesskab, som sammen med tætte kulturelle bånd knytter Danmark og Grønland sammen, og som begge parter har valgt."

Rapporten "Til gavn for Grønland" og dens baggrundspapirer kan downloades her.

Til gavn for Grønland" præsenteres i Nuuk den 25. januar.

Præsentationen gentages i Københavns den 4. februar 2014.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar