Miljøvenlige produkter på hylderne
Den første islandske Super1-butik er åbnet - og yderligere to butikker følger snart. Foto: Arctic Group |
Den 16. februar 2019 slog en ny butikskæde på Island dørene op.Kæden får hovedsageligt dansk-eksporterede varer på hylderne, da den nordjyske handels- og eksportkoncern Arctic Group er valgt som hovedleverandør.
Som en del af aftalen skal den islandske butikskæde anvende navnet på Arctic Groups egen detailkæde, Super1, og ifølge landechef Henrik Kronborg fra Arctic Group er der tale om en strategisk og omfangsrig aftale, der ligger lige til højrebenet for den nordjyske handelskoncern:
- Vi skal levere mellem 25% og 50% af varerne til den nye Super1-kæde på Island, så det er en stor aftale, vi nu har indgået. Og så ligger aftalen desuden rigtig godt til os i Arctic Group, da vores kernekompetencer netop er eksport af detailvarer til vores hjemmebane i Nordatlanten.
Den nye Super1-kæde på Island vil hovedsageligt fokusere på økologiske og bæredygtige produkter. Og ifølge den nyslåede ejer af detailkæden, den islandske forretningsmand Sigurður Pálmi Sigurbjörnsson, vil den nye butikskæde kunne tilbyde et koncept, der lige nu mangler på Island, hvor interessen for grønne produkter er stigende:
- Klima- og miljøvenlige produkter er jo et varmt emne på Island lige nu, så det koncept med fokus på bæredygtighed, som vi introducerer med Super1-kæden, rammer lige ned i tidsånden. Derfor har jeg også en klar forventning om, at kæden vil vokse yderligere og blive en integreret del af det islandske detailmarked, forklarer han og fortsætter:
- Alene i hovedstaden Reykjavik har de lokale myndigheder stort fokus på bæredygtige løsninger. De arbejder blandt andet på at rykke butikkerne ind i lokalområderne og tættere på forbrugerne for at reducere antallet af biler på vejene. Derfor placerer vi også vores butikker inde i selve byen for at imødekomme byrådets klimavenlige strategi. Derudover bliver der arbejdet intenst på at mindske madspild og at begrænse merkøbspriser.
Den islandske Super1-kæde planlægger yderlige to nye butikker.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar