3. maj 2017

Forskningshub i Grønland

Rumteleskop bliver et scoop for Grønland

Sorte huller kan studeres fra Grønland. Foto: Wikipedia
Grønland kan blive et centrum for arktisk forskning. Det fremgik af det danske uddannelses- og forskningsministeriums arktiske strategi, som blev lanceret sidste år i november.

Derfor er det grønlandske Departement for Uddannelse, Kultur, Forskning og Kirke i samarbejde med ministeriet i gang med at undersøge mulighederne. Det sker ved to arrangementer i Nuuk i denne uge med oplæg af internationale eksperter med erfaring indenfor etablering af forskningshubs.

Desuden skal forskerne også diskutere forskningsformidling med udgangspunkt i et nyt forskningsprojekt, The Greenland Telescope, hvor der vil blive opsat et teleskop til at studere rummets såkaldte sorte huller. Teleskopet opsættes i første omgang i Pituffik og flyttes senere til Summit på indlandsisen.

I takt med, at indlandsisen smelter, oplever Grønland og Rigsfælleskabet en mærkbar stigning i interessen for arktisk forskning. Store lande som USA, Rusland, Kina og Japan samt en del europæiske lande øger ikke kun deres arktiske forskningsprogrammer, men arbejder også på at koordinere forskningsaktiviteter og netværkssamarbejde. Hvis Grønland skal kunne følge med udviklingen, er der behov for at forstærke de internationale forskningsforbindelser, mener departementet for Uddannelse, Kultur, Forskning og Kirke.

- Forskningsbaseret viden gavner nemlig både innovationen og skaber merværdi for samfundet, skriver departementet i en pressemeddelelse.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar