27. april 2016

Nye konferencemuligheder i Sydgrønland

Hotel Qaqortoq udvider til det dobbelte 

Hotel Qaqortoq har en imponerende beliggenhed med
udsigt over havnen. Nu fordobler hotellet
 værelseskapaciteten.
Troen på fremtiden er stor i Qaqortoq i øjeblikket. Forventningerne til en kommende lufthavn i den sydgrønlandske hovedby giver optimisme.

I øjeblikket ligner Hotel Qaqortoq en byggeplads. Hoteldirektør Jim Riis har nemlig valgt at fordoble værelseskapaciteten med 20 nye værelser i tillæg til de 21 værelser, hotellet hidtil har rådet over. Desuden bygger hotellet to nye kursuslokaler med topmoderne inventar til i alt en million kroner.

Jim Riis ser frem til den nye hotelklassifikation i næste måned. Hotellet er i forvejen klassificeret som firestjernet og direktøren forventer efter om- og tilbygningen, at den særlige klassifikation for konferencefaciliteter også vil indbringe fire stjerner.

Udvidelsen kommer efter en årrække, hvor hotellet har konsolideret sin position i det sydgrønlandske.

Hoteldirektør Jim Riis har store forventninger
 til fremtiden. Han ser også store muligheder
 i ABN-samarbejdet.
- Køkken og lagerfaciliteter er blevet tilpasset de seneste år, og vi har også installeret eget vaskeri, hvilket er en stor fordel, fortæller hoteldirektør Jim Riis.

Årligt bespiser hotellets to restauranter 37.000 gæster – det er turister, kursister og rigtig mange af byens egne 3.000 indbyggere. Jim Riis forventer, at tallet stiger til 45.000.

Hotel Qaqortoq har været medlem af ABN i en længere årrække, helt fra den tidligere ejers tid, og Jim Riis betragter medlemsskabet som en stor fordel.

 - Uagtet at det er svært for os i de små byer at deltage i alle de fyraftens møder der bliver inviteret til, anser jeg stadig mulighederne i samarbejdet som rimeligt store. Jeg har selv deltaget i et råstofseminar i Aalborg arrangeret af ABN. Det var meget informativt. Potentialet i et tættere samarbejde mellem grønlandske og nordjyske virksomheder har et potentiale, som jeg stadig støtter helhjertet, siger Jim Riis. Han har i øvrigt et tæt samarbejde med et andet af netværkets medlemmer, Arctic Import, som er fast leverandør til Hotel Qaqortoq.

Se Hotel Qaqortoqs hjemmeside.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar