Arctic Import åbner discountbutik i Nuuk
Forbrugerne i Nuuk kan se frem til lavere priser. |
Det er Arctic Import, der står bag butikken Super1 Ammaa Discount, der ligger i den tidligere bowlinghal i Nuuk Centrum.
Forbrugerne i Nuuk kan se frem til lavere priser på et stort sortiment af dagligvarer, som betyder, at man får mere for pengene end man er vant til.
- Når vi siger mere og billigere til kunderne, så mener vi det, siger direktør Allan Frost fra Arctic Import A/S, der står bag Super1 kæden i Grønland.
Allan Frost glæder sig over den ny butik i Nuuks centrum. |
Den nye Super1 Aamma Discount butik bliver drevet efter de samme principper, som på få år har gjort Rema 1000 til Nordens hurtigst voksende dagligvarekæde. Det betyder blandt andet, at pladsen i butikken udnyttes væsentlig bedre end normalt i Grønland. Det er et tæt samarbejde mellem Arctic Import og Rema 1000 kæden gennem Reitan Distribution, der resulterer i den nye butik og dette afspejles i sortiment, indretning og design af butikken.
- Det er rigtigt, at Rema 1000 kommer til at levere sortimentet til Arctic Imports nye butik i Nuuk. Der er ikke tale om et franchise, men om et samarbejde, hvor vi leverer varerne til butikken, siger Mads Nysted, direktør for Reitan Distribution.
Ekspert i detailhandel Bruno Christensen har i mange år fulgt udviklingen inden for dagligvarebutikker, og han mener, at discount konceptets indtog er til gavn for forbrugerne.
- Erfaringerne fra andre lande viser, at discountbutikkerne har skærpet konkurrencen på dagligvaremarkedet. Konkurrence er altid til forbrugerens fordel, for det giver generelt lavere priser, så forbrugerne i Nuuk er de helt store vindere, når Super1 Aamma Discount åbner i Nuuk, siger Bruno Christensen.
- Discountbutikkerne er kommet for at blive, og i det danske bybillede udgør de allerede 60 procent af den samlede butiksmasse.
- Super1 Aamma Discount kommer til at introducere nye koncepter til kunderne. Ud over Mere til dig, så bliver der sat fokus på at bekæmpe madsspild. Det gøres ved ikke at have flerstykstilbud, hvor man som forbruger kommer til at købe lidt mere end man havde brug for og ender med at smide for meget væk. Samtidig bliver der nedsatte priser på varer, som er tæt på udløbsdato. Begge dele er tiltag, som giver forbrugeren mere for pengene og belaster miljøet mindre. Det er nyt og det er anderledes, men vigtigst af alt så får du mere, siger Allan Frost.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar