20. maj 2015

Kunstigt åndedræt til Svalbard

Krisepakke til Store Norske

De faldende energipriser truer
 kulminedriften på Svalbard.
Den norske regering offentliggjorde i slutningen af april en redningspakke, der skal holde liv i Store Norske - kulmineselskabet, der er Svalbards dominerende arbejdsplads og egentlige baggrund for den norske tilstedeværelse på den afsidesliggende øgruppe.

Store Norske kom i efteråret i krise på grund af de faldende brændstofpriser og så sig øjeblikkeligt nødsaget til af afskedige cirka en tredjedel af arbejdsstyrken. Siden har man arbejdet på en plan for at redde selskabet og dermed det sårbare miniput-samfund på Svalbard.

Den norske regering skyder 500 millioner kroner ind i selskabet gennem lån og ejendomskøb. Dermed er Store Norske sikret til udgangen af 2016. Den videre drift af selskabet vil afhænge af udviklingen i energipriserne og yderligere sparetiltag i driften.

Redningspakken giver Svalbard et pusterum, men krisen er bestemt ikke overstået, siger den norske erhvervsminister Monica Mæland fra Høyre.

- Jeg er vældig optaget af, at Svalbard i fremtiden får flere ben at stå på, siger ministeren og bebuder, at den norske regering vil arbejde videre med spørgsmålet hen over sommeren.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar