27. september 2019

Grønlandsk kørekort: Nye regler i Danmark

Kørekort på to timer

Avgo Sørensen fra Horsens blev den første til at
erhverve køreret på grønlandsk kørekort i Danmark
 efter de nye regler. Foto: Privat
Det er blevet nemmere at bruge det grønlandske kørekort i Danmark. Fra 1. september skal fastboende grønlændere i Danmark ikke længere til køreprøve, hvis de vil køre bil i landet.

Tidligere skulle man til køreprøve for at få et dansk kørekort efter tre måneders ophold i Danmark, men nu skal man bare have to køretimer. Og så er det ellers bare ud på landevejene med det grønlandske kørekort i handskerummet sammen med en attest fra kørelæreren.

- Den nye bekendtgørelse siger, at de to timer med en kørelærer skal sikre, at de grønlandske bilister får prøvet at køre både i tæt bytrafik, på landeveje og på motorveje, fortæller kørelærer John Møller fra køreskolen 1.Drive i Horsens, der allerede efter to uger med de nye regler har sikret, at tre grønlændere nu kan bruge det grønlandske kørekort i Danmark.

Efter de to køretimer skal kørelæreren underskrive en blanket, som de grønlandske bilister skal medbringe sammen med kørekortet.

De nye regler gælder kun, hvis man vil bruge sit grønlandske kørekort. Hvis man ønsker kørekortet byttet til et dansk kørekort, skal man fortsat til en køreprøve.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar