30. september 2019

Glæde i Qeqqata

Afklaring i Kangerlussuaq

Kangerlussuaq fortsætter som civil og militær lufthavn.
- Endelig! Endelig bliv der nævnt hvad planerne er for Kangerlussuaq. Jeg er selvfølgelig glad for at vi er med under turismeudviklingen. Jeg er også meget tilfreds med at Staten har dokumenteret og stemplet, hvor vigtigt Kangerlussuaq er for vores land.

sådan lyder det fra en glad borgmester Malik Berthelsen i Qeqqata Kommunia efter at Naalakkersuisut og den danske stat har indgået en aftale om at bevare Kangerlussuaq lufthavn af hensyn til det danske forsvars aktiviteter i Grønland. Det bliver sandsynligvis forsvaret, der skal stå for den tiltrængte renovering af landingsbanen, men selve aftalen mangler fortsat detaljerne. Men det står klart, at Kangerlussuaq fortsætter som både militær og civil flyveplads.

- Med beslutningen om at fastholde den 2810 meter lange landingsbane i Kangerlussuaq kan borgerne, turistoperatører, mineoperatørerne, klimaforskerne og de mange andre erhvervsaktører i Kangerlussuaq nu igen begynde at investere i Kangerlussuaq vel vidende, at landets sikreste lufthavn fortsat kan anvendes af alverdens fly, lyder det fra borgmester Berthelsen.

- Jeg forudser en markant stigende investeringslyst i de kommende år fra især turismeerhvervet. De store dyre hoteller som skyder op overalt i Grønland og resten af verdenen har ingen turde investere i ved Kangerlussuaq, fordi der siden basens lukning i 1992 har været usikkerhed om Kangerlussuaqs fremtid.

Qeqqata Kommunia har i kommuneplanen udlagt arealer til hotel- og hytter langs Indlandsisvejen og til lodges i trofæjagtskoncessionsområder omkring Kangerlussuaq. Desuden har kommunen store planer om en vej mellem Kangerlussuaq og Sisimiut, ligesom kommunen nu har rykket for en afklaring om byggeri af en ny havn i Kangerlussuaq. Havnen har i en årrække været øverst på Naalakkersuisuts investeringsplaner på havneområdet.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar