En grønlandsk succeshistorie
Arctic Business Network på virksomhedsbesøg på Buksefjordværket i 2014. |
Buksefjorden er et af få vandkraftværker, der er placeret inde i et fjeld: Selve turbineanlægget ligger 600 m inde i fjeldet, og i forbindelse med anlægsarbejdet blev der sprængt hele 14 km tunnel.
Buksefjordværket ligger 48 km syd for Nuuk - og i den forbindelse satte anlægsarbejdet en anden bemærkelsesværdig rekord, der står endnu i dag. Undervejs skulle forsyningskablet blandt andet krydse Ameralik-fjorden - og det sker i et frit spænd på hele 5376 meter. Det er et imponerende spænd, som kan få det til at gyse, når man sejler under et af de fire kun fire centimeter tykke kabler, der er spændt ud mellem to fjeldtoppe på hver side af fjorden. Kablet krydser i øvrigt også Kobbefjorden lige syd for Nuuk, men her er spændet kun på sølle 2543 meter.
Vandkraftværket bliver forsynet med vand fra Motzfeldt Sø - Kangerluarsunnguap Tasersua - der er stemmet op med en forholdsvis lille dæmning på femten meters højde. Søen ligger i 600 meters højde og har en længde på 25 km. Den rummer vand nok til at holde værket kørende i fem år - selv om det hverken skulle regne eller sne.
Oprindeligt havde værket to 15 megawatts turbiner, men i 2008 kom en tredje til, så den samlede kapacitet nu er 45 megawatt. I 2009 nåede den samlede produktion op på 230 GWH.
Det er Naalakkersuisuts mål, at vedvarende energi i 2030 skal benyttes overalt, hvor det er muligt.
- Vi har i dag fem vandkraftværker, der forsyner seks byer – men vi er ikke i mål endnu. Nukissiorfiit vil frem mod 2030 investere i både vandkraft og andre vedvarende energikilder som sol- og vindenergi, siger Naalakkersuisoq for Erhverv og Energi Aqqalu Jerimiassen.
Jubilæet markeres med en række arrangementer, nyheder og konkurrencer frem til selve jubilæumsdagen den 1. oktober 2018. Læs mere om program og tilmelding på Nukissiorfiits hjemmeside, www.nukissiorfiit.gl.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar