21. november 2017

Strandet i Arktis

Flyuheld over Nuuk koster kassen

Et Air France-fly af typen A-380 har nu i to måneder
været strandet i Goose Bay i det østlige Canada efter et
 uheld over Nuuk. Foto: Air France
Det har kostet Air France et større millionbeløb, da et af selskabets Airbus 380-fly 30. september fik motorhavari over Nuuk og blev tvunget til en nødlanding i den canadiske militærlufthavn i Goose Bay.

Det franske flyselskab fik hurtigt sendt passagerne videre med andre flyselskaber, men Airbus 380'eren - verdens største passagerfly - står fortsat i Goose Bay og venter på en ny motor.

Luftfartssitet Check-In anslår, at det koster cirka 11 milloner kroner om måneden i leasing-omkostninger at have flyet holdende i Goose Bay, så foreløbigt har uheldet kostet  22 millioner kroner alene i finansielle omkostninger. Hertil kommer så reparationsomkostningerne. Ny-prisen på en A-280 er 2,7 milliarder kroner.

Det forventes nu, at et Antonov An-124 fragtfly den 24. november vil transportere en erstatningsmotor fra Paris til Goose Bay, og denne motor vil derefter blive påmonteret den store A380´er. Hvornår den 4.260 kilometer lange flyvning tilbage til Paris kan finde sted, er der endnu ikke informationer om.

Der var tale om et voldsomt motorhavari, hvor den ene af flyets fire motorer bogstaveligt talt faldt fra hinanden i luften over Nuuk. Da havariet skete i det danske kongeriges luftrum, var det egentlig meningen, at den danske havarikommission skulle have undersøgt uheldet, men Havarikommissionen har netop oplyst, at man har overdraget undersøgelserne til den franske havarikommission.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar