7. november 2017

Nyt færøsk havforskningsskib

Også Grønland har brug for nyt skib

Færøerne investerer stort i hav- og
fiskeriforskning. Foto: Wikipedia
Det færøske fiskeri- og havforsknings institut Havstovan får nyt havforskningsskib i 2020. Nybygningen til godt 215 millioner kroner bygges af MEST Shipyard, der har faciliteter flere steder på Færøerne. Det nye skib skal afløse Havstovans nuværende forskningsfartøj, Magnus Heinason, fra 1978, meddeler Søfart.

Dermed melder Færøerne sig ind i den række af lande, der i øjeblikket investerer stort i arktisk havforskning. I Norge er de ved at lægge sidste hånd på landets nye forskningsskib, Kronprins Haakon, til en byggesum på 1,4 milliard norske kroner, og Australien er godt i gang med en forskningsisbryder til 1,9 milliarder australdollars. U.S. Coast Guard forventer at påbegynde byggeriet af fem isbrydere, der både skal bruges til at hævde territorium og forskning i 2019.

Også Grønland ønsker et nyt forskningsskib. For nyligt oplyste direktøren i Grønlands Naturinstitut Klaus Nygaard til Sermitsiaq.AG, at instituttets 30 år gamle skib, Pâmiut, er klar til at gå på pension.

- Vi er i fuld gang med at finde ud af, hvordan vi får finansieret et nyt skib. Det bliver næppe via fonde, men der er flere andre muligheder, som vi nu skal have lavet en økonomisk redegørelse for, sagde Klaus Nygaard til Sermitsiaq.AG.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar