Stilhed før stormen
Af Jesper Hansen
Valgkampen forud for valget til det grønlandske parlament, Inatsisartut, minder om en klassisk spaghetti-western. Stemningen er spændt, deltagerne kigger hinanden dybt i øjnene, men endnu er det ikke kommet til alvorlige skyderier.
Det skal nok komme, men næppe før de sidste par dage før valget den 24. april. Det grønlandske samfund er et meget politisk samfund, men ude blandt folk - på arbejdspladserne, i foreningerne, på værtshusene og blandt de meget talende taxachauffører mærker man ikke meget til valget.
Mest liv er der på Facebook. De to største medier, Grønlands Radio (KNR) og ugeavisen Sermitsiaq, tillader læserne at kommentere nyhederne via det sociale medie. En mere eller mindre fast skare af kommentatorer boltrer sig her med stærke udfald, der inkluderer psykiatriske diagnoser og påstande om modstandernes notoriske uvederhæftighed og manglende moralske habitus.
Det er også på Facebook, at man forleden kunne se en kvindelig læser advare mod Kinas store interesse for Grønland.
- Når først kineserne kommer, vil de formere sig som ukrudt, og vi oprindelige folk vil meget hurtig være i mindretal, lød advarslen, der nok kan få ældre danskere til at tænke på salig dyrlæge i Hobro, A. Th. Riemann, der i 1981 fik 14 dages hæfte for en lignende udtalelse.
Bortset herfra er den kinesiske interesse for Grønland reel nok - og vice versa i øvrigt. Naalakkersuisut har længe bejlet til kinesiske investorer, og et kinesisk konsortium er blandt de prækvalificerede budgivere på de kommende storlufthavne i Nuuk og Ilulissat. Det er også værd at notere, at Royal Greenland har hyret et større antal kinesiske gæstearbejdere til fabrikkerne i Uummaannaq og Maniitsoq på grund af mangel på kvalificeret arbejdskraft. Så i den henseende er løbet kørt. Kineserne er i Grønland - og det forlyder endda, at de er glade for arbejdet, hvor de tjener væsentligt mere end i Kina.
Men ellers har valgkampen været fredelig - grænsende til det kedsommelige. Det har givet plads til, at den grønlandske arbejdsgiverforening, Grønlands Erhverv, og lærernes fagforening, Imak, i en lidt uhellig alliance med en dygtig turneret påvirkningskampagne har kunnet sætte dagsordenen og slå et slag for at styrke den grønlandske folkeskole.
Lærernes interesse i sagen er selvindlysende, men også arbejdsgiverne har en solid interesse i at styrke den grønlandske folkeskole. Der er fuld beskæftigelse i Grønland, og rundt omkring på arbejdspladserne er der hård kamp om den veluddannede arbejdskraft.
Færre og færre grønlandske studenter er dygtige nok til at klare sig på en videregående uddannelse i Danmark. Deres studentereksamen er så ringe, at en voksende andel af dem, der søger ind på danske uddannelser, bliver afvist, hedder det blandt andet i uddannelsesdebatten.
Nu er der ikke så mange, der kan blive uenige om, at den grønlandske folkeskole skal styrkes. For regeringspartiet Inuit Ataqatigiit er det nærmest en tilståelsessag. Partiet har altid været de højtuddannedes parti - og partiformand Sara Olsvig, der også kandiderer til posten som ny landsstyreformand, har haft forholdsvist let spil ved at markedsføre partiets politik, der blandt andet omfatter flere lærere, herunder to lærere i alle klasser under tredje klasse og i øvrigt en række indsatser for at styrke samarbejdet mellem skole og forældrer, mere hjælp til svage elever og så videre.
I praksis er der dog det store og ikke helt ubetydelige problem, at Grønland også mangler folkeskoleskolelærere - op imod 300 de kommende ti år. Det fik den ellers garvede Siumut-politiker Doris J. Jensen på glatis ved at foreslå, at man skulle sænke adgangskravene til den grønlandske læreruddannelse.
Det skulle hun nok aldrig have foreslået, for alle andre partier og arbejdsgiverforeningen var enig om, at det næppe løser Grønlands problemer at sænke niveauerne. En enkelt Siumutter forsøgte dog at komme partifællen til hjælp ved at slå de nationale strenge og sige, at det vigtigste ikke er karakterer, men at man kan grønlandsk.
Alle er enige om, at posten som landsstyreformand kun kan gå til to kandidater: Den siddende formand, Siumutteren Kim Kielsen eller formanden for Inuit Ataqatigiit, Sara Olsvig. Det gør det grønlandske valg til et klassisk "præsidentvalg" og er måske forklaringen på den fredelige valgkamp, hvor det især er vigtigt for de mere ukendte og lavt profilerede kandidater at stå frem og sikre sig omtale.
Der er mange ønsker, overbuddene står i kø, og mange af valgkampens påstande vil næppe kunne fremsættes under vidneansvar. Men sådan er politik jo.
Det er imidlertid bemærkelsesværdigt, at Kim Kielsen, der ellers har holdt lav profil i valgkampen, forleden gik ud og skød debatten om de grønlandske lufthavnsbyggerier til hjørne ved at sige, at de to kommende storlufthavne i Nuuk og Ilulissat ikke betyder, at de eksisterende atlantlufthavne i Kangerlussuaq og Narsarsuaq skal lukke. Der er mange lokale interesser og stemmer i det spørgsmål, og Kielsen turde ikke risikere, at valget vil ende i et spørgsmål om lufthavnenes placering.
Kielsen bedyrede, at landskassen vil dække et eventuelt underskud i de to lufthavne, fordi de har et stort turistmæssigt potentiale. Et potentiale, der for Kangerlussuaqs vedkommende vil blive endnu større, hvis der bygges en vej mellem lufthavnen og Sisimiut 160 km væk. Kielsen stiller sig positivt til vejbyggeriet og lovede at dække underskuddet i lufthavnen, indtil vejen står færdig.
Da Kielsen udskrev valget, stod det grønlandske parlament over for at vedtage en ny og meget omstridt fiskerilov, der angiveligt skulle virke mod kvotekonger og sprede mulighederne for at få del i det grønlandske fiskeeventyr.
Den lov bliver næppe vedtaget nogensinde. Det har ellers været hjerteblod for både Siumut og Inuit Ataqatigiit, men begge partier har under valgkampen åbnet op for, at man i større omfang skal tage hensyn til trawlerredernes behov for langsigtet planlægning af investeringerne.
Spørgsmålet om grønlandsk selvstændighed har under valgkampen fyldt forholdsvis meget i danske mediers dækning, men i Grønland har der ikke været det store fokus på spørgsmålet.
Der har selvfølgelig været stor interesse for den tidligere Naalakkersuisoq Vittus Qujaukitsoqs nye parti, Nunatta Qitunai, hvor han sammen med den detroniserede Siumut-dronning og nuværende medlem af Folketinget, Aleqa Hammond, kæmper for en grønlandsk lsørivelse. Noget egentlig program og plan for en selvstændighedsproces har partiet ikke præsenteret – og partiets hidtil stærkeste melding i valgkampen har været et forslag om at skrue kommunalreformen tilbage, så Grønland igen får 18 kommuner i stedet for de nuværende fem. Politisk set har det forslag ingen gang på jord, og det blev da også skudt ned øjeblikkeligt af de øvrige partirepræsentanter på et af KNR’s vælgermøder.
Noget klarere i mælet er faktisk den garvede Hans Enoksen fra Parti Naleraq. Han har foreslået en grønlandsk løsrivelse i 2021 på 300 året for Hans Egedes ankomst til Grønland.
Rent praktisk har forslaget næppe de store muligheder, men man skal ikke overse politikere som Enoksen, Hammond og Qujaukitsoqs betydning i Grønlandsk politik.
Der er milevidt fra de bonede gulve i de store grønlandske byer som Nuuk, Sisimiut, Ilulissat og Qaqortoq, hvor partier som Inuit Ataqartigit og demokraterne har deres kernevælgere – og så til udkants- og bygdegrønland, hvor selvstændighedspolitikerne henter deres stemmer.
I udkantsgrønland kæmper man for overlevelse – hver eneste dag. Man lever i bedste fald af fangst og fiskeri og i værste fald på offentlige overførsler. Her tales grønlandsk hele tiden – og mange mestrer slet ikke det danske sprog. Når de ser fjernsyn, er der få programmer på grønlandsk, men langt de meste af det, de ser, er enten på dansk eller engelsk. Det giver for mange lige så stor mening, som når vi danskere på charterferien ser thailandske soap-operaer.
I en stor del af Grønland bor man isoleret. Her er aviserne flere uger gamle, når de udkommer, fjernsynet flimrer, radioen skratter, og internetforbindelsen er så ringe, at det ikke er muligt at gennemføre valide meningsmålinger.
Det gør udkants-grønland til en joker og den tavse magtfaktor i grønlandsk politik. Ingen kan forudsige, hvad det vil betyde i valgkampen - og derfor er det også meget svært at komme med noget bud på, hvordan grønlandsk politik, herunder forholdet til Danmark, vil være efter valget.
Det svar kender vi først, når stemmerne er talt op den 24. april.
Fakta:
Inatsisartut: Det grønlandske parlament
Naalakkersuisut; Den grønlandske regering
Naalakkersuisoq: Medlem af Naalakkersuisut, svarer til minister
Ingen kommentarer:
Send en kommentar