Udmeldinger skaber usikkerhed om Aalborgs fremtid som basishavn
Mary Arctica på vej ud af Aalborg Havn. |
- Vi er meget overraskede over udmeldingen fra Royal Arctic Line, som vi har fået indirekte via medarbejdere i rederiet. Royal Arctic Line har været vores gode samarbejdspartner siden 1971 – et samarbejde, der senest er blevet kontraktligt forlænget i 2010, forklarer bestyrelsesformand i Aalborg Havn A/S, Thomas Kastrup-Larsen.
Overraskelsen forstærkes af det faktum, at ledelsen i Royal Arctic Line på tidligere møder har forsikret om, at man i respekt for det 45-årige samarbejde vil opfylde de indgåede aftaler, herunder at anvende Aalborg Havn som basishavn for Grønlandstrafikken indtil aftalens udløb ved udgangen af 2022. Senest er dette blevet understreget af bestyrelsesformand i Royal Arctic Line Kuno Fenger på et møde i Nuuk i september 2016 over for Thomas Kastrup-Larsen, hedder det i pressemeddelelsen, hvor Kastrup-Larsen forklarer:
- For knap et år siden havde vi besøg af administrerende direktør fra Royal Arctic Line, Verner Hammeken og for ganske nylig havde jeg en samtale med bestyrelsesformanden for selskabet. Begge gav klart udtryk for, at de bakkede op om aftalen om Aalborg Havn som basishavn for Grønland indtil 2022. Den nye melding er overraskende og et brud på den aftale, vi har med hinanden, siger en meget forundret borgmester.
Bestyrelsen i Aalborg Havn har på et hasteindkaldt møde onsdag mellem adm. direktør Verner Hammeken fra Royal Arctic Line og adm. direktør Claus Holstein fra Aalborg Havn fået bekræftet udmeldingen. Aalborg Havn vurderer nu, hvilke konsekvenser udmeldingen skal have i forhold til de indgåede aftaler:
- Det er klart, at det her vil få betydelige konsekvenser. Vi har siden aftaleforlængelsen i 2010 foretaget investeringer i blandt andet nyt pakhus og udvidelse af containerterminalen for et trecifret millionbeløb, og nu er tilbagebetalingstiden for den investering pludselig blevet uretmæssigt forkortet med 3-4 år. Det kan vi selvsagt ikke acceptere stiltiende, slutter Thomas Kastrup-Larsen.
I pressemeddelelsen fra Aalborg Havn hedder det videre:
"Aalborg havn har i det gode samarbejdes ånd tilbudt en forhandling mellem formandskaberne om betingelser og muligheder. Blandt andet er Aalborg Havn åbne i forhold til en dialog om det eksisterende set-up og stiller sig villige til at investere yderligere i forbedringer og effektiviseringer i forbindelse med Grønlandshavnen på betingelse af, at Royal Arctic Line forlænger aftalen. Uanset udfaldet står kravet om, at Royal Arctic Line overholder basishavnaftalen frem til 2022, uændret."
Meddelelsen har givet anledning til betydelig debat i den grønlandske avis Sermitsiaq, hvor Royal Arctic Lines administrerende direktør, Verner Hammeken, bekræfter planerne om at sejle uden om Aalborg.
Sermitsiaqs artikel kan læses på avisens hjemmeside, hvor der også er et omfattende debatspor.
I fredagens udgave af Nordjyske Stiftstidende bliver historien imidlertid afvist af Royal Arctic Lines bestyrelsesformand Kuno Fencker under overskriften "Total forvirring om Royal Arctic Line":
- Vi er i gang med at lave nogle langsigtede strategier for, hvordan vi skal understøtte Grønlands infrastruktur, og vi har været i Aalborg for at informere om forskellige scenarier. Nogle af scenarierne indebærer, at Aalborg ikke er basishavn for Grønland. Men indtil videre har vi ikke taget nogen beslutning, og vi har ikke opsagt nogen aftaler, og det er der landet ligger lige nu, understreger Kuno Fencker over for den nordjyske avis.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar