Vigtigt at tænke på familien
Marianne Hansen fra Prokan Rekruttering har mange års erfaring fra det grønlandske arbejdsmarked. |
- Jeg har boet og arbejdet mange år i Grønland, oplyser partner i Prokan Rekruttering Marianne Hansen, der fra sit hyggelige kontor i Aalborgs gamle bydel fremover vil hjælpe virksomheder med at skaffe personale til Grønland i tillæg til virksomhedens mange rekrutteringsopgaver i Danmark.
Marianne Hansen har et solidt erfaringsgrundlag at trække på fra det tidligere hjemmestyre og det nuværende selvstyre, Naalakkersuisut. Hun har en uddannelsesmæssig baggrund som socialrådgiver og er i øvrigt grønlandsk gift.
- Når man rekrutterer personale til Grønland, er det vigtigt at tænke hele familien ind i processen. Det kan ikke nytte noget, hvis far får et godt job, og mor og børnene ikke trives, siger Marianne Hansen.
- Et godt eksamensbevis er ikke nødvendigvis det vigtigste, når man rekrutterer til Grønland. Man skal også kunne tilpasse sig, og selv om udviklingen går hurtigt i Grønland, er det stadig meget forskelligt fra Danmark. Derfor er det vigtigt at sørge for hele familien, siger Marianne Hansen, der til gengæld også ud fra egne erfaringer kan love store oplevelser og udfordringer for den rette i det grønlandske samfund.
Prokan Rekruttering har meldt sig ind i Arctic Business Network for at være en del af det transatlantiske erhvervsmiljø.
- Jeg håber selvfølgelig på at møde nogle kunder, siger hun med et smil, men understreger, at det også betyder meget at få lejlighed til at høre om de nyeste tendenser på det grønlandske arbejdsmarked.
Læs mere om Prokan Rekruttering.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar