8. februar 2016

Fortsat fokus på Arktisk Byggeskik

ABN faciliterer processen


Af Poul Hededal, formand for Arctic Business Network

Aalborg var sidste uge hjemsted for en konference, hvor 60 aktører i den grønlandske byggesektor diskuterede fremtidens arktiske byggeri og arktisk byggeskik. Der var repræsentanter fra alle dele af byggeprocessen – bygherrer, entreprenører, ingeniører, arkitekter, leverandører – og konferencen blev åbnet af det grønlandske landsstyremedlem for boliger, byggeri og infrastruktur, Naalakkersuisoq Knud Kristiansen.

Det anslås, at der i de kommende år venter en renovering af den offentlige grønlandske boligmasse i størrelsesordenen 6 – 12 milliarder kroner – en opgave der skal håndteres af en byggesektor, der normalt omsætter for knap en milliard kroner om året.  

Udfordringerne er massive, blandt andet fordi en stor del af den eksisterende boligmasse er plaget af problemer med dårligt indeklima, skimmelsvamp og i øvrigt slet ikke lever op til tidens krav om energieffektivitet.

Men hvad forstår vi egentlig  ved arktisk byggeskik? For nogle er det små pittoreske træhuse i mange forskellige farver og for andre er det tressernes boligblokke, som findes i mange grønlandske byer.
Kendsgerninger er, at den arktiske byggeskik har lige så mange udtryk som byggeskikken i andre samfund. Hver tid har sine tendenser, som præger byggeriet.

Ser vi historisk på det, er inuitterne kendt for igloerne, men det har aldrig været en egentlig bolig – kun en nødløsning på rejser. Da Hans Egede i 1721 kom til Grønland, boede befolkningen i tørvehytter om vinteren og drog så på fangstrejser om sommeren, hvor man boede i telt. Inden man tog af sted på sommerturen, sørgede man omhyggeligt for at tage taget af tørvehytten, der så i løbet af den tørre grønlandske sommer blev ordentlig ventileret og tørret.

Den praksis blev ændret efter Hans Egede. I takt med de nye tider fik flere og flere grønlændere adgang til skydevåben. Det var en stor lettelse i jagten på det daglige kød, og det var ikke længere nødvendigt at drage på lange fangstrejser om sommeren. Derfor blev taget heller ikke taget af tørvehytterne – og det blev med tiden forvandlet til fugtige og usunde boliger, der var de rene tuberkulose-fælder.

Det var situationen efter anden verdenskrigs isolation, hvor det moderne Grønland skulle skabes. Grønlands Tekniske Organisation (GTO) udviklede en serie selvbyggerhuse, som kan ses over alt i landet den dag i dag, og som mange i dag opfatter som et symbol på ”rigtigt” grønlandsk byggeri, selv om al træ skal importeres til Grønland.

Træ er et velegnet byggemateriale i Grønland. Det er let at transportere – og det har gode egenskaber til at modstå det barske klima. Træ kan modstå store temperatursvingninger, og det er nemt at arbejde med. Det ville måske være naturligt at bruge sten, men de få stenbygninger, der findes i Grønland er alle bygget af de første danskere i Grønland. Grønlands ældste eksisterende hus – Hans Egedes Hus i Nuuk bygget i 1728 – er bygget af natursten.

På grund af befolkningstilvæksten, befolkningskoncentrationen og fortsat store problemer med tuberkulosen var behovet for boliger i tresserne næsten umætteligt. Derfor begyndte man i slutningen af årtiet at bygge de store og ofte uglesete boligblokke –akkurat som i Danmark, hvor beboelser som Gjellerup og Voldsmose skød op overalt.

Blokkene løste en stor del af opgaven, tuberkulosen forsvandt, folk fik tag over hovedet, men alle er i dag enig om, at den form for byggeri har en række indbyggede svagheder. Manglende vedligehold cementerer billedet af de gamle blokke som et arnested for alle typer sociale problemer.

Efter at det grønlandske Hjemmestyre blev indført i 1979 skete der derfor et skift, hvor man forsøgte at forene det gamle træbyggeri med moderne byggemetoder – og der blev bygget adskillige farvestrålende etageejendomme med træbeklædning. Desværre er der også betydelige vedligeholdsproblemer i det byggeri – og det er nok her, at nogle af de største udfordringer er inden for de kommende års renovering.

Udviklingen af byggeriet fortsatte op gennem halvfemserne og til vore dage, hvor det især er punkthuse med store glasarealer, der præger byggeriet. Flere grønlandske byer har alvorlig pladsmangel, der gør punkthusene til en velegnet løsning. Især i Nuuk bygger man i højden, og her er punkthusene skudt op som paddehatte de seneste 15 år.

Det er situationen i dag – og så er vi tilbage ved torsdagens konference, der var arrangeret af Arctic Business Network, der er et netværk af grønlandske og danske virksomheder.

Bæredygtighed er et centralt ord i den arktiske debat. Hele verdens retter i disse år øjnene mod den arktiske verden. Fokus er på miljø, klimaforandringer og ikke mindst den skrøbelige arktiske natur. Men bæredygtighed er ikke bare natur. Det er også økonomiske og sociale perspektiver i bæredygtighedsspørgsmålet.

Konferencen havde den grundlæggende præmis, at byggeri og infrastruktur i Arktis bør opføres i en standard, som svarer til andre steder i verden, til sammenlignelige priser af lokale aktører, og under behørig hensyn til miljøsikring i en sårbar natur.

Det blev slået fast, at de lave grønlandske temperaturer i sig selv ikke er en udfordring med moderne byggematerialer. Den store udfordring for den grønlandske byggesektor ligger i det ekstreme vejr, hyppige temperaturskift og voldsomme storme. Vindstyrker på over 40 m/s sekundet forekommer ofte adskillige gange i vinterhalvåret. Det kan bogstavelig talt få vand til at løbe opad – og det er indlysende, at det giver udfordringer.

En anden udfordring er det, som forskerne kalder ø-drift. Det dækker over, at Grønland består af 75 små og store samfund uden vej imellem. De fungerer derfor som øer, hvor alt skal importeres – og hvor det ikke er muligt for arbejdskraften at pendle. Der er ingen fast infrastruktur og intet forsyningsnet, så alt skal skabes fra bunden – ofte uden mulighed for at tilkalde eksperter og specielt udstyr.

Konferencen slog fast, at der på nuværende tidspunkt findes en betydelig kompetence i at tackle den form for problemer. Og det er her, vi skal finde kernen i det, der gør arktisk byggeskik unik: En indsigt og en erfaring med, hvad der virker koblet med en kulturel bagage er overleveret igennem generationer. Byggeskik er ikke statisk, men en løbende proces, hvor nogle rutiner gøres til traditioner, mens andre sorteres fra.

Set i forhold til Danmark er den grønlandske byggesektor ung, men den statslige styring, som GTO var udtryk for, betød, at der var en betydelig erfaringsopsamling hos enkeltpersoner og også i organisationen, men siden GTO’s opløsning i 1992 er den viden blevet spredt ud på et betydeligt antal virksomheder og organisationer.

 En af opgaverne bliver derfor at få samlet og sat ord på den viden og få den delt. Det skal blandt andet ske gennem forskning og uddannelse. Men i et samfund med begrænsede ressourcer, skal man også fokusere ressourcerne. Derfor blev det blandt andet blev det foreslået, at Grønland skal koncentrere sin uddannelsesindsats på mennesker, der kan lede byggeprocesserne, så byggeriet kan ske på lokale præmisser og med respekt for både grønlandsk kultur og natur.

Der er behov for et omfattende analysearbejde, når fremtidens arktiske byggeskik skal formes. Det skal undersøges, hvornår det er fornuftigt og bæredygtigt at renovere – og hvornår det er mere fornuftigt at sanere og bygge nyt.

Det var et krav blandt konferencedeltagerne, at konferencen ikke bliver en enestående begivenhed, men starten på en proces, hvor alle i byggeprocessen deltager og deler viden.


Arctic Business Network har påtaget sig at facilitere den proces – og allerede nu er vi i gang med at planlægge flere møder i Grønland til efteråret. Det er nu, vi skaber fremtidens byggeskik i Arktis.

Artiklen er en kronik, som blev bragt Nordjyske Stiftstidende søndag 7. februar 2016.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar