24. marts 2014

Grønland er nummer 23

Fraser Institute har uddelt karakterer for 2013
Fraser Institute rangordner landene efter
mineselskabernes vurdering af
investeringsmiljøet.
Grønland fik i 2013 en placering som nummer 23 i det canadiske Fraser Institutes Policy Perception Index, der blev offentliggjort for nylig på PDAC i Toronto.

Det canadiske institut udgiver hvert år en rapport, Survey of Mining Companies, hvor man blandt andet offentliggør en vurdering af, hvor attraktivt råstofinvesteringer er i landene.

I 2012 fik Grønland en 14. plads, så tilsyneladende er begejstringen for Grønland faldet lidt.

- Det skal man nok ikke lægge så meget i, for Grønland er jo et stort set ubeskrevet blad i den sammenhæng, mener salgs- og marketingchef Ole Brøndum, Aalborg Havn.

Rapporten blev fremlagt på PDAC i
begyndelsen af marts. Foto: Ole Brøndum
Feltet er i øvrigt ganske tæt - og den slags undersøgelser er altid behæftet med en vis statistisk usikkerhed, så undersøgelsen får ikke den grønlandske selvstyreformand Aleqa Hammond til at ryste på hånden.

I en kronik i sidste uges udgave af AG fremhæver Hammond placeringen som en anerkendelse af Grønlands bestræbelser på at tiltrække investorer til råstofsektoren.

Topscorere i den canadiske undersøgelse er Sverige, Finland og Alberta. Sverige og Finland undgår dog ikke knubs. Mineselskaberne kritiserer blandt andet Sverige for, at det er svært at få udvindingstilladelser i de samiske dele af landet - og i Finland er sagsbehandlingstiderne blevet længere, efter at landet har fået en ny minelov.

Fraser Institute er en uafhængig canadisk tænketank, som har specialiseret sig i sammenlignende analyser.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar