19. oktober 2015

Grønland bliver grønnere

Planer om kunstgræsbaner i de største byer

Et samarbejde mellem DBU og GBU åbner op for
 kunstgræs på blandt andet det grønlandske
nationalstadion i Nuuk. Foto: Wikimapia
Grønlands Boldspil-Union (GBU) og Dansk Boldspil-Union (DBU) er blevet enige om at give fodbolden i Grønland et løft, hvor man først og fremmest ønsker at skabe en markant fremgang antallet af spillere, dommere og frivillige og på sigt sikre et grønlandsk medlemskab af FIFA og UEFA. Aftalen indebærer også, at der skal anlægges kunstgræsbaner til fodbold i de større grønlandske byer, skriver DBU i en pressemeddelelse.

- Grønlandsk fodbold er naturligt belastet af de udfordringer, is, sne og kulde fører med sig, siger DBU-formand Jesper Møller og påpeger, at en af de vigtigste opgaver er at skabe gode baner og et godt fundament for fremtiden i den arktiske nation.

 - Det kræver, at vi giver børn og unge mulighed for at spille i hele landet, og derfor arbejder vi på at anlægge 4-6 fullsize kunstgræsbaner rundt omkring i Grønland, så de kan spille fodbold på et meget bedre underlag - for det er ikke en mulighed, som det er lige nu, siger Jesper Møller.

Selvom samarbejdet mellem DBU og GBU giver bolden op for udviklingen af grønlandsk fodbold, så kræver det, at der er nogen der spiller med, fortæller formanden for GBU, John Thorsen:

Det kræver, at vi får et stærkt samarbejde op at køre med civilsamfundet, erhvervslivet og organisationer i hele Grønland. Det er en svær opgave at løfte alene, så vi skal have hjælp udefra, men aftalen er et rigtig godt udgangspunkt for at få interessen for fodbold til at blomstre, så Grønland kan blive en del af det europæiske fodboldmiljø, siger den grønlandske fodboldformand og giver dermed bolden op til et samarbejde med erhvervslivet.

16. oktober 2015

Isbjerg på flaske

Vand fra grønlandske isfjelde

Efter flere års udviklingsarbejde kan Arctic Ice
Cap Water nu sende vand fremstillet af grønlandske
isfjelde på markedet.
- Nu er vi klar med den første produktion af drikkevand udvundet af grønlandske isfjelde.

Sådan lyder budskabet fra den grønlandske virksomhed Arctic Ice Cap Water, der nu i et par år har eksperimenteret med at udvinde vand fra strandede isfjelde i Disko-bugten. Udviklingsarbejdet er blandt andet sket i samarbejde med Arctic Import, der skal stå for distributionen.

- Den første produktion på i alt 20.000 flasker er netop sendt tilbage til Grønland, så de grønlandske forbrugere bliver de første, som smager produktet, fortæller direktør Allan Frost fra Arctic Import, der i Grønland distribuerer Arctic Ice Cap Water i samarbejde med Pilersuisoq.

For direktør Peder Pedersen fra Arctic Ice Cap Water har det været en lang rejse:

- Ideen har vist sig at holde vand, siger direktøren med et smil.

Men produktionen har budt på mange udfordringer – ikke mindst på hygiejnesiden. Drikkevand skal være 100 procent fri for bakterier. Det har stillet store krav til både udvindingen af isen og den nødvendige transport til Danmark, hvor vandet er tappet på flasker.

Produktionen stiller store krav 
til hygiejnen. Foto: Arctic Ice Cap Water
- Vi har udviklet et lukket system, så vandet igennem processen er fuldstændigt uberørt af menneskehænder, forklarer Peder Pedersen.

Produktionen foregår ved, at Arctic Ice Cap Water sejler en pram ud til strandede isskosser, som udhules med et stort bor. Den smuldrede is pumpes over i en container og sejles til den videre forarbejdning på et tapperi.

Arctic Ice Cap Water er en grønlandsk baseret virksomhed ejet af Peder Pedersen. Han fik for et par år siden licens fra Naalakkersuisut - Det Grønlandske Selvstyre – til at udvinde is til drikkevandsprodukter fra strandede isfjelde ved Ilulissat. Tilladelsen gælder for 20 år, og Naalakkersuisut får royalties for hver solgt flaske.

De første flasker kommer til
salg i Grønland i løbet af oktober.
I foråret bebudede Peder Pedersen, at der på forhånd har været stor interesse for produktet blandt andet i Kina og Singapore, der er nogle af verdens største markeder for drikkevand. Det er endnu for tidligt at sige noget om, hvornår der kommer gang i en eksport til disse lande.

Arctic Ice Cap Water vil nå de grønlandske butikker i løbet af oktober. Distributionen i Grønland sker i et samarbejde mellem Arctic Import og Pilersuisoq. Arctic Import vil sælge det grønlandske vand gennem butikkerne Rema Uummannaq, Ilulissat Centermarked, Butik Jope, Butik Nivi og Easy2Go alle i Ilulissat samt Butik Natalie i Nuussuaq. 

15. oktober 2015

Kan det gøres bedre?

Arctic Business Network sætter arktisk byggeskik under lup

Det arktiske klima stiller store krav til byggeriet.
Det er Arctic Business Networks opfattelse, at byggeri og infrastruktur i Arktis bør opføres i en standard, som svarer til andre steder i verden, til sammenlignelige priser, og under behørig hensyn til miljøsikring i en sårbar natur.

Det er baggrunden for, at netværket nu vil give den arktiske byggeskik et serviceeftersyn og komme med forslag til, hvordan den ambitiøse målsætning kan nås.

Det sker på en konference i Aalborg den 4. februar 2016, hvor ABN vil samle centrale arktiske aktører fra bygge- og anlægs-industrien, uddannelsesområdet og offentlige instanser i arktiske lande sammen med globale leverandører til bygge- og anlægsindustrien.

- De seneste års store problemer med blandt andet skimmelsvampe i det grønlandske byggeri viser, at det er på høje tid, at vi ser nærmere på, hvordan vi bygger intelligent og bæredygtigt i Arktis - for det handler nemlig om meget mere end Grønland. Udfordringerne er de samme overalt i Arktis, siger Poul Hededal, formand for Arctic Business Network.

Forberedelserne til konferencen er i  fuld gang. I den kommende uge er der medlemsmøde i Nuuk, hvor konferencen er på dagsordenen. Mødet foregår mandag den 19. oktober klokken 16 - 18 hos Bank Nordik med efterfølgende sammenkomst for medlemmerne. Mødet gentages den 5. november klokken 15 i Aalborg, hvor det er COWI, der er vært for sammenkomsten.

Læs invitation til konference om arktisk byggeskik.

13. oktober 2015

Søpindsvin på nettet

Ny hjemmeside er med i jagten på nye fiskeprodukter

Royal Greenland ser nye muligheder
 i søpindsvin. Foto: Tor H. Evensen, NOFIMA
En ny nordisk platform skal hjælpe blandt andre Royal Greenland med at afdække mulighederne for kommerciel fangst af søpindsvin.

Royal Greenland er deltager i Projekt Urchin, der er et netværk for fagfolk fra Norge, Island, Irland, Skotland og Grønland. Netværket har fået EU-midler til at afdække fiskerimetoder, forvaltning, forædling, logistik og administration af fiskeri efter søpindsvin i Norden.

Biolog Nikoline Ziemer, der er udviklingsleder i Royal Greenland, deltager i projektarbejdet og fortæller på Royal Greenlands hjemmeside, at projektet netop har søsat en hjemmeside, der skal formidle resultaterne..

- Projekt Urchin er delt op i seks arbejdspakker. Hver arbejdspakke har et mål, hvor deltagerne i de forskellige grupper skal formidle, hvordan man henholdsvis fisker hensigtsmæssigt, opbevarer fangster, opdrætter og hvordan man får produktet ud til markedet, siger Nikoline Ziemer og siger endvidere:

 - Arbejdspakkerne skal munde ud i guidelines til at til at komme i gang med fiskeri, muligheder for opdræt af søpindsvin og logistiske udfordringer, som eventuelle aktører skal være opmærksomme på, hvis de går i gang med at fiske efter søpindsvin.

 Arbejdsgruppens første opgave er at kortlægge søpindsvinenes årscyklus.

Projektet giver Grønland værdifulde samarbejdspartnere, der har erfaring med fiskeri efter søpindsvin og med forskere der har stor viden om søpindsvin, siger Nikoline Ziemer.

Urchin-projektet skal vare frem til 2018.

Stop for ammassatter

Norge og Rusland stopper lodde-fiskeriet i Barentshavet

Lodder kaldes ammassat på grønlandsk og er en populær
spise. Foto: Havforskningsinstituttet
Lodde-bestanden i Barentshavet er alvorligt truet, og det har fået Norge og Rusland til at enes om et totalt stop for fiskeri af lodde i området i 2016, skriver Barents Observer.

Dermed følger de de to lande biologernes råd, som man tidligere har overhørt. Kvoten for 2015 har været på 120.000 tons, selv om biologerne anbefalede sølle 6.000 tons.

Lodden, der i Grønland kendes som ammassat, er en populær spise i Rusland, mens den i Norge overvejende bruges til fiskemel- og olie - dog betragtes lodderogn som en stor delikatesse. Lodden er også et vigtigt element i fødekæden, hvor den bliver spist af blandt andre torsk, havfugle og hvaler.

Loddebestanden i området er tidligere kollapset på grund af overfiskning, men denne gang mener forskerne, at nedgangen i bestanden især skyldes meget store torskeforekomster og nogle dårlige planktonår.

Ammassatten er en traditionel spise i Grønland, hvor den fanges ved kysterne af især fritids- og lystfiskere i yngleperioden. Den ryger enten direkte på panden, bruges til suppe eller tørres. Det industrielle fiskeri efter lodde ved Grønland foregår især fra udenlandske trawlere.Fangstmængderne varierer meget på grund af loddens vandringer ind og ud af det grønlandske farvand i Nordøstatlanten.

Uventede gæster

Airbus 330 fra SAS sikkerhedslander i Kangerlussuaq

Danmarksmaskinen fra SAS i 90'ernes Kangerlussuaq,
hvor SAS fløj mellem Danmark og Grønland med
Boeing 767. Foto: Wikipedia.
En Airbus 330 fra SAS med 159 passagerer og besætningsmedlemmer foretog mandag 12. oktober klokken 17:51 en såkaldt sikkerhedslanding i Kangerlussuaq Lufthavn. Hændelsen foregik uden dramatik, og det forventes, at flyet kan fortsætte mod sin destination igen tirsdag, meddeler Mittarfeqafiit.

Sikkerhedslandingen skyldtes en kaffemaskine ombord på SAS’ rutefly, en Airbus A330-300 fra Stockholm til Chicago, der udviklede røglugt i kabinen, mens flyet befandt sig i luftrummet over Grønland. Det fik besætningen til at kontakte flyveledelsen i Island, der kontaktede flyveledelsen i kontroltårnet i Kangerlussuaq. Her alarmeres brandberedskabet straks. I mellemtiden fik flyets besætning frakoblet kaffemaskinen og sprøjtet halon, der er en brandhæmmende gas ind i rummet bag kaffemaskinen.

Sikkerhedslandingen forløb planmæssigt med Mittarfeqarfiits Brand & Redningstjeneste på standby.

- Alt er foregået efter bogen, og hændelsen viser, at vores kommunikation med både luftfartselskabet og flyveledelse i Island samt koordinering lokalt i Kangerlussuaq fungerer, som den skal i en sådan situation, siger Niels Grosen, der er driftsdirektør i Mittarfeqarfiit.

Umiddelbart efter landingen blev passagerer og besætning samlet i Kangerlussuaqs terminalbygning og kaptajnen briefede passagerer om hændelsen.

SAS-fly i Kangerlussuaq er bestemt ikke hverdagskost længere. I en længere årrække fra den første nordpolsflyvning i 1954 havde SAS monopol på ruten til Kangerlussuaq fra København, men det skandinaviske luftfartsselskab opgav ruten i kølvandet på angrebet på New York 11. september 2001. På det tidspunkt havde både SAS og Air Greenland konkurreret om kunderne på ruten i et par år.

9. oktober 2015

Receptions-mik

God stemning ved velkomstreception

Lise-Lotte Terp lytter til velkomstord
sammen med farmand, John Terp.
En stor del af det arktiske miljø i Aalborg var mødt op, da Arctic Consensus torsdag havde inviteret til velkomstreception for organisationens nye direktør, Lise-Lotte Terp, der blandt andet tidligere har været netværksleder i Arctic Business Network.

Terp havde medbragt familien, og med gæster fra både Aalborg og Grønland var stemningen  som ved en grønlandsk kaffe-mik, hvor man snakkede og snakkede - og fik sig en bid laks eller kage til snakken.

Lise-Lotte er født i Qaanaq og har gennem livet yo-yoet mellem Grønland og Danmark. Den kendsgerning var nok baggrunden for den gode, grønlandske stemning - og det er da også en af grundene til, at hun har fået jobbet, afslørede Aalborg Business-direktøren Tonny Thorup i sin velkomst.

Et udsnit af de 28 træsnit af Henrik Have.
I forbindelse med receptionen var der også fernisering på 28 træsnit, som forestiller deltagerne i Danmarks-ekspeditionen 1906-07. Billederne er lavet af den nu afdøde kunstner Henrik Have i 2007 til minde om ekspedionens 100 års jubilæum.

Træsnittene er indkøbt af Lise-Lotte Terps tidligere arbejdsgiver, Aalborg Havn. Det er planen, at kunstværkerne skal cirkulere rundt - og de har allerede været en tur i Nuuk, hvor de var en del af arrangementet i forbindelse med Aalborg Dage i Nuuk i august.

Direktøren for Business Aalborg, Tonny Thorup bød velkommen.
Direktør Allan Frost, Arctic Import, hilser på Lise-Lotte Terp og John Terp.
Direktør Peter Høy, Center for Logistik og Samarbejde og
direktør Torben Søgaard fra COWI morede sig ved receptionen.
Lise-Lotte Terp hilser på Evan Christen, EY og
formand for ABN's fokusgruppe for samarbejdsformidling.
Petrus Biilmann og Tønnes Berthelsen fra den grønlandske fisker- og
fangerorganisation KNAPK ankom direkte fra Danfish-messen. Bagved
Biilmann skimtes KNAPK-formanden Henrik Sandgreen i sælskindsvest
.
Arktis-eksperten Robert  Chr. Thomsen fra Aalborg Universitet
havde en hilsen med fra universitetet. I baggrunden ses
 Arctic Consensus-medarbejder Emil Skjervedal.

Arctic fish business

Stor interesse for det arktiske fiskeri

Kvalitetsfisk og is hører sammen. Det tema blev
anslået af virksomheden Køle-Madsen fra Hirtshals ved
 indgangen til Aalborg Kongres- og Kulturcenter.
Arctic Business Network er stærkt repræsenteret på Danfish International i Aalborg. Det er en af verdens største fiskerimesser, og internationalt spiller Arktis en betydende rolle.

Fisk fra de arktiske farvande er efterspurgt over hele verden på grund af den høje kvalitet - og fiskeriet er da også det grønlandske hovederhverv.

Arrangørerne havde sørget for, at nogle af arktiske deltagere havde stande ved siden af hinanden, så messen kunne byde på et rigtigt arktisk hjørne. Her havde direktøren for Arctic Circle Business og Qeqqata Kommunias viceborgmester Gedion Lyberth travlt med blandt andet at uddele smagsprøver fra den nyeetablerede tangproducent i Sisimiut Maki Seaweeds. Egentlig er tang tænkt som en ingrediens i andre retter, men de rene varer faldt i god jord hos de mange interesserede messedeltagere.

Petrus Biilmann og Tønnes Berthelsen var klar til
at hjælpe grønlandske fiskere på Fanfish International.
Arctic Import, der blandt andet leverer proviant til trawlere kunne også melde om stor interesse, ligesom der var mange interesserede ved Aalborg Havns og Royal Arctic Logistics stand, hvor der blandt andet var mange spørgsmål til rederiets planer om fem nye skibe.

KNAPK - den grønlandske fisker- og fangerforening - deltog også.

- De fleste grønlandske fiskere besøger messen for at købe nyt grej eller både. Her er vi behjælpelig med blandt andet at løse de sproglige udfordringer, når man forhandler, sagde direktør Petrus Biilmann, der i øvrigt glæder sig over større rejekvoter og udsigten til, at torsken nu er vendt tilbage til Grønland.

- Det ser faktisk rigtig godt ud. Nu skal biologerne bare opdage det, sagde han med et smil.
Mange messedeltagere ville høre om Royal Arctic Lines nye skibe.
Viceborgmester Gedion Lyberth fra Qeqqata Kommunia
bød på smagsprøver på tang fra Maki Seaweed.
Medarbejderne fra Arctic Import glæder sig over
 fremgangen i det grønlandske fiskeri. - Når det regner på præsten,
drypper det jo på degnen, konstaterer de.

Tag til Arktis på Kulturnatten

GEUS og DMI inviterer til Polar Basar

Piteraq-varsel i Tasiilaq er blandt temaerne,
 når DMI og GEUS inviterer til Kulturnat.
Grønland og Arktis kommer til at spille hovedrollen, når blandt andre DMI og GEUS inviterer til Kulturnat 9. oktober.

Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet byder indenfor hos GEUS på Øster Voldgade 10, hvor videbegærlige nattevandrere kan møde eksperterne fra Danmarks Meteorologiske Institut, Energistyrelsen, Geodatastyrelsen og GEUS og høre om ministeriets aktiviteter i Arktis.

Piteraqen kaster nemt rundt med containere.
- Bo i polarlejr, smag og føl på Grønland, lyt til klimaet og isen, der smelter. Vask guld i minegangen under Østervold, grav fossiler ud af jorden og få spændende mineraler med hjem. Eller hvad med at prøve om du kan sejle en båd igennem grønlandsk farvand uden at støde på skær eller prøve kræfter med den berygtede Piteraq-vind i Grønland, lyder de lokkende toner fra institutionerne, der også byder på lidt godt til halsen i Frk. Smillas Spisested.

Spisestedet er Geocenter Danmarks Kantine, der er indrettet i et rum, hvor GEUS tidligere opbevarede borekerner fra Grønland og materiale fra det tidligere Kryolitselskab. Det var i det rum, hvor arkivscenen til Bille Augusts film "Frøken Smillas fornemmelse for sne" blev optaget.

Vindforvirrede istapper efter piteraqen.
Her kan man læse det omfattende program for Polar Basar.

GEUS er medlem af Arctic Business Network.

P.s. Et af programpunkterne handler om piteraq - den frygtede østgrønlandske føhnvind af orkanstyrke. Her kan man blandt andet se redaktørens billeder fra piteraqen i Tasiilaq 27. april 2013.

8. oktober 2015

Netværket mødtes på Danfish

Optimisme i Sisimiut

Erik Møller, Marcod: Det giver store
konkurrencefordele at dele viden i netværk.
Onsdag åbnede Danfish International 2015 i Aalborg Kongres- og Kulturcenter - og der bliver netværket i stor stil i Nordjylland.

Arctic Business Network benyttede anledningen og holdt onsdag aften netværksmøde i Aalborg. Mødets tema var Maritim Erhvervsudvikling.

Netop den maritime erhvervsudvikling er hjerteblod i den Frederikshavn-baserede virksomhed Marcod, der blandt andet beskæftiger sig med projektledelse og netværksudvikling i de maritime erhverv.

- Danmark er verdens femtestørste søfartsnation, fortalte erhvervskonsulent og projektleder Erik Møller og tilføjede, at det giver en masse jobs på landjorden. Her er Nordjylland stærk på blandt andet service og reparation.

- Vi organiserer virksomhederne i forskellige netværk - blandt andet lokalt funderet - fordi det giver stor mening at udveksle viden og ideer. De enkelte virksomheder er specialister på hver deres felt, og når de samarbejder har vi en klynge af virksomheder, der kan markere sig på verdensplan.

- Men det vigtigste er at forstå, at udvikling ikke kan ske lokalt. Kun ved at nedbryde grænserne mellem byerne, kommunerne og regionerne får man de store fordele.

Marcod har blandt andet været involveret i projekter om færger med eldrevne motorer og skrog af kulfiber. Udviklingen på det område mangler endnu det afgørende gennembrud, fordi der ikke findes godkendte standarder, så arbejdet med at udvikle standarder har også Marcods interesse.

Som eksempel på den maritime branches betydning i Danmark, nævnte Møller, at landet mangler skibsingeniører på trods af, at alle de store skibsværfter er lukket.

Direktør Bjarne Elgaard kunne fortælle om stor vækst
 og optimisme i Qeqqata Kommunia i Vestgrønland.
Efter Erik Møller var direktør Bjarne Elgaard fra Arctic Circle Business på podiet med en situationsrapport fra erhvervslivet i Qeqqata Kommunia.

- Der er optimisme over hele linien, fortalte Elgaard.

Kommunalbestyrelsen har netop besluttet at anlægge et ATV-spor mellem Sisimiut og Kangerlussuaq. Sporet skal stå færdigt i 2017 og vil få uvurderlig betydning for Sisimiut, spåede Bjarne Elgaard og tilføjede, at netop turismen er inde i en positiv udvikling i området - ikke mindst på krydstogtmarkedet, hvor han har planer om at udvikle modtageapparatet.

På plussiden noterede Bjarne Elgaard også, at der nu er blevet etableret et havneråd i Sisimiut, så man blandt andet får en bedre udnyttelse af havnen i Grønlands næststørste by.

Sisimiut har også netop iværksat et stort recycling-projekt, og byen er også hjemsted for virksomheden Maki Seaweed, der producerer produkter lavet af de enorme tangmængder i de grønlandske farvande.

- Oven i købet forventer alle, at vi står over for et fiskeriboom, så vi har al mulig grund til optimisme, sluttede direktøren for Arctic Circle Business, der i øvrigt har en stand på Danfish International, hvor Bjarne Elgaard i dag og i morgen vil fortælle alle interesserede om Qeqqatas bestræbelser på at blive Grønlands bedste erhvervskommune.