19. august 2014

Ny SAO-formand

Canada udpeger militærhistoriker til at lede Arktisk Råd

Senior Arctic Official Chair
 Vincent Rigby. Foto: Arktisk Råd
- Arktisk Råd spiller en stor rolle for de arktiske folk, især inden for miljøbeskyttelse og en bæredygtig udvikling, og jeg ser frem til at give mit bidrag.

Det siger Vincent Rigby, der i juli blev udnævnt til ny canadisk SAO (Senior Arctic Official) i Arktisk Råd. Da Canada i øjeblikket har formandsskabet i rådet, bliver Vincent Rigby automatisk formand for rådets SAO, der på vegne af medlemslandene og i samarbejde med de permanente repræsentanters delegationsledere og arbejdsgruppeformændene udgør Arktisk Råds daglige ledelse.

Vincent Rigby understreger, at Arktisk Råd er inde i en transformation mod en mere aktiv rolle i udviklingen. Derfor vil han i det kommende års tid op til det næste ministermøde i 2015 lægge vægt på at få gennemført de beslutninger, ministrene tog i Kiruna-deklarationen fra 2013.

En særlig opgave bliver dannelsen af Arctic Economic Council, der har stiftende møde den 2. september i Iqaluit.

- Arctic Economic Council er et vigtigt resultat af Arktisk Råds arbejde - og AEC vil bidrage væsentligt til at gøre en forskel i dagligdagen for de arktiske folk, siger Vincent Rigby.

Rigby har en uddannelse som kandidat i militærhistorie og har blandt andet været efterretningschef for Canada under missionen i Aghanistan. Hans er ansat i det canadiske udenrigsministerium som "assistant deputy minister".

18. august 2014

Hjælp en grønlandsk studerende

Nødråb fra Det Grønlandske Hus

Kontakt Peter Birch Christensen,
hvis du vil leje et værelse ud til en
 grønlandsk studerende i Aalborg.
- Kan du mon hjælpe? Mange af vores kommende studerende mangler akut en bolig i forbindelse med studiestart. Sådan lyder et nødråb fra studiecoach Peter Birch Christensen fra Det Grønlandske Hus i Aalborg.

Hvis man har eller kender et værelse, der kan lejes ud, hører Peter Birch Christensen gerne om det. Det Grønlandske Hus i Aalborg vil så formidle kontakten. Peter Birch Christensen kan kontaktes på telefon 30 95 79 66 eller mail pbc@dgh-aalborg.dk.

DGH-Aalborg håber, at det kan lykkes at finde bolig til de studerende, der stadig mangler tag over hovedet.

Ambassadørbesøg fra Kina

Råstoffer og seafood på dagsordenen

Aleqa Hammond diskuterede råstoffer med den
 kinesiske ambassadør. Foto: Tusagassiivik
- Kina er et vigtigt land for os, ligesom Grønland er vigtig for Kina i deres forhold til lande i Arktis. Det sagde den grønlandske selvstyreformand Aleqa Hammond, da hun torsdag modtog den nyudnævnte kinesiske ambassadør i Danmark, Liu Biwei.

Hammond understregede, at Grønlands relationer til Asien og Kina er inde i en spændende og ny udvikling - ikke mindst efter, at Kina har opnået permanent observatørstatus i Arktisk Råd og fortsatte:

- Jeg håber, at vi med Kinas nye ambassadør kan udvikle vores forhold yderligere, især indenfor handel, turisme, forskning og investeringer, hvor begge lande har noget at tilbyde hinanden.

På mødet torsdag diskuterede Liu Biwei udover Grønlands relationer til kæmpen i øst også samhandelen med seafood, råstofområdet og selvfølgelig Arktisk Råd.

Den nye kinesiske ambassadør tiltrådte i efteråret 2013, og det er hans første besøg i Grønland. Efter besøget i Nuuk gik turen i weekenden til Ilulissat.

Under sit besøg har Liu Biwei også holdt møde med Naalakkersuisoq for Erhverv og Råstoffer, Jens-Erik Kierkegaard. Derudover har den nye ambassadør blandt andet besøgt Ilisimatusarfik, Grønlands Naturinstitut og Royal Greenland.

F-16 i Grønland

Jagerfly testet i Arktis

F-16 fra RDAF i SFJ. Foto: Arktisk Kommando
Samtidig med kronprinsparrets besøg i Grønland i begyndelsen af august havde forsvaret tre F-16 jagerfly udstationeret i Kangerlussuaq hos Luftgruppe Vest.

De to begivenheder havde dog ikke noget med hinanden at gøre- Udstationeringen var en følge af det seneste forsvarsforlig, hvor Folketinget har pålagt forsvaret at undersøge mulighederne for at styrke den militære tilstedeværelse i Grønland.

Det har betydning i en tid, hvor grænserne op til Nordpolen skal trækkes - den såkaldte suverænitetshævdelse - men den militære tilstedeværelse har også stor betydning for civilsamfundet, hvor blandt andet marinen i mange år har været et element i det grønlandske SAR-beredskab. Desuden har Kongeriget tiltrådt SAR-samarbejdet i Arktisk Råd, der blev vedtaget på ministermødet i Nuuk i 2011.

F-16 i luften over Nuuk. Foto: Arktisk Kommando.
Flyvevåbnet havde udstationeret tre F-16-jagere for at undersøge de logistiske udfordringer i den forbindelse. Formålet med udstationeringen var desuden at teste forskellige sensorsystemer til SAR og miljøopgaver på jagerflyene.

De foreløbige resultater tyder på, at F-16 ikke er særlig velegnet til de grønlandske opgaver. De store afstande i Grønland kræver, at flyene medbringer meget brændstof - og det udfordrer lasteevnen. F-16 kan simpelthen ikke medbringe nok brændstof sammen med tunge sensorsystemer.

Men uanset resultatet af testflyvningerne har piloterne haft en god tur med store oplevelser - og de seneste dage har de sociale media været fyldt med optagelser fra turen. Blandt andet nedenstående video, der viser low-level flyvning i området mellem Kangerlussuaq og Ilulissat - og et enkelt klip fra Nuuk.Optagelserne er lavet af STI og MUN fra Fighter Wing Skrydstrup. STI har redigeret.

Ready to takeoff...:

14. august 2014

Ny direktør

Søren Stach Nielsen i direktørstolen på DGH-Aalborg

Søren Stach Nielsen, direktør Det Grønlandske
Hus i Aalborg.
Søren Stach Nielsen tiltrådte 1. august som direktør i Det Grønlandske Hus i Aalborg, hvor han afløser Jan Thrysøe, der stoppede tidligere på året.

Den nye direktør har blandt andet tidligere været departementschef i Naalakkersuisoqs departement for natur og miljø og er uddannet cand. rer. soc.

- Jeg er glad for tilliden, der er vist mig i forbindelse med ansættelsen som direktør i Det Grønlandske Hus. Jeg glæder mig til samarbejdet med medarbejderne omkring serviceringen af husets brugere, og jeg ser frem til samarbejdet med Aalborg Kommune og ikke mindst det videre arbejde omkring det netværk, som huset har. Dette til gavn for både Huset, netværket og ikke mindst Grønland, siger Søren Stach Nielsen.

Søren Stach Nielsen foran et stykke af Blok P, der har
været en del af sommerens udstilling i DGH-Aalborg.
Det Grønlandske Hus i Aalborg er en selvejende institution, der blandt andet yder rådgivning til grønlandske studerende og fungerer som kulturelt samlingssted for grønlændere i Nordjylland.

Huset har henover sommeren blandt andet haft en udstilling om den nu nedrevne Blok P i Nuuk. Udstillingen slutter i dag, torsdag den 14. august.

Ved at tilmelde sig husets nyhedsbrev kan man få information om kommende udstillinger og arrangementer i Det Grønlandske Hus i Aalborg.

Grænsekontrolsted indviet

Finn Karlsen og Dan Jørgensen trækker grænsen


Dan Jørgensen og Finn Karlsen
klipper snoren.. Foto: Tusagassiivik
Tirsdag blev EU's nye grænsekontrolsted på havnen i Nuuk indviet.

Det skete ved en reception, hvor naalakkersuisoq for fiskeri, fangst og landbrug Finn Karlsen og fødevareminister Dan Jørgensen i fællesskab klippede den symbolske snor - og dermed markerede EU's nye grænse, der nu går ved Royal Arctic Lines bygninger på havnen i Nuuk. På havnen i Sisimiut findes et tilsvarende grænsekontrolsted.

Finn Karlsen glæder sig over, at man nu har lavet en aftale med EU om samhandel inden for fiskevarer og regner med at kontrolposten vil spare omkostninger på eksport af grønlandske fiskeprodukter til EU, fortæller KNR.

- Det har flere fordele. For det første vil fiskernes omkostninger blive lavere, fordi deres fangst ikke længere behøver at blive fragtet til Danmark for at gå igennem kontrollen og for det andet vil de lavere omkostninger give flere arbejdspladser.

- Grønland har taget et skridt fremad på vej mod større selvstændighed, og er nu en del af det dyresundhedsmæssige beredskab både for vores land og EU, sagde Finn Karlsen ved åbningen og afslørede, at især den canadiske fiskerikontrol har vist stor interesse i procedurerne for grænsekontrol og allerede har besøgt kontrolstedet i Nuuk.

  - Hermed gør vi en indsats for at sikre sundheden i fiskevarer, som indhandles nationalt såvel som internationalt, understregede Naalakkersuisoq for Fiskeri, Fangst og Landbrug.

Siden den 22. juni har 15 canadiske fiskefartøjer losset deres fangster i Nuuk, hvor en grænsekontrollør fra Fødevarestyrelsen i Danmark i samarbejde med kommende grænsekontrollører fra Veterinær- og Fødevaremyndigheden i Grønland og Grønlands Fiskeri- og Licenskontrol har inspiceret fiskevarerne, som videresendes til EU.

Dan Jørgensen holdt også møde med
 Aleqa Hammond. Foto: Tusagassiivik
I forbindelse med åbningen af grænsekontrolstationen besøgte fødevareminister Dan Jørgensen Grønland. Fødevareministeren var blandt andet på fisketur til Qooqqut, ligesom der blev tid til en frokost med selvstyreformand Aleqa Hammond.

Her diskuterede man blandt andet samarbejdet med EU og herunder sælskindsforbuddet. Derudover blev også Ruslands importforbud af varer fra EU, der indtil nu dog ikke har påvirket den grønlandske eksport af rejer, drøftet.


Kom i gang med CSR

Tilbud til små og mellemstore virksomheder i Grønland

Uddannelse og inklusion er vigtig i
Grønland, mener CSR Greenland.
Mangel på uddannet arbejdskraft og de nødvendige kompetencer er en stor udfordring for det grønlandske erhvervsliv og lokalsamfund. Det var en af erfaringerne, da Arctic Business Network i foråret gennemførte sin business-ekspedition til Grønland.

Den udfordring vil organisationen CSR Greenland nu gøre noget ved og inviterer derfor til et kursus for rmindre og mellemstore virksomheder, der vil i gang med CSR.

På kurset vil der være fokus på emnerne uddannelse, inklusion, strategisk sundhedsledelse og miljø.

Kurset foregår i Nuuk tirsdag den 9. september og koster 1.000 kroner for virksomheder, der er medlem af CSR Greenland, 1.200 kroner for ikke medlemmer og 500 kroner for såkaldte NGO'er.

Man kan læse mere om kurset på CSR Greenlands hjemmeside.

13. august 2014

På sommerlejr i Danmark

CSR i praksis

Kirsten Ørgaard fra Mælkebøtten modtager
en check på 275.000 kroner til årets sommerlejr.
Steffen Ulrich-Lynge og Karsten Høy fra
Arctic Contractors bestyrelse er de glade givere.
I sommerens løb har en gruppe børn fra Mælkebøtten i Nuuk været på sommerferie i Danmark.

Sommerlejren foregik på et feriecenter på Falster - og det var andet år i træk, at Mælkebøtten havde børn på sommerferie i Danmark.

- Mælkebøtten ønsker at skabe et indholdsrigt liv for børn og unge, og at de skal opleve glæden ved at være positivt sammen med andre, siger Kirsten Ørgaard, der er direktør for Mælkebøtten.

- Børn og unge, der er anbragt i Mælkebøtten eller vores botilbud Ilasiaq, har af økonomiske og sociale årsager ikke de samme muligheder for at rejse på ferie som deres jævnaldrende.De kommer aldrig eller sjældent væk fra byen, hvor de bor og går i skole.

Sommerlejrene er blevet mulige takket være støtte fra Arctic Contractors. Her fortæller direktør Peter Kofoed, at virksomheden ønsker at tage et ansvar for de socialt udsatte børn i Grønland:

– Omsorgssvigtede børn og unge er et samfundsmæssigt problem, alle har ansvar for at løse. Vi er en del af fællesskabet, så naturligvis støtter vi op om det lokale samfund og bidrager til at løse de problemer der fylder meget.

Mælkebøtten er etableret i 2006 som være- og aktivitetssted for børn og unge i Nuuk. Mælkebøtten omfatter udover selve børne- og ungehuset en boenhed – kaldet Ilasiaq – som døgntilbud for børn, der af sociale årsager ikke kan bo hjemme i en periode. Medio august åbner også en bo-enhed for teenagere.

Greenland Contractors udfører de mange civile opgaver på Thule-basen i Nordgrønland – med alle de opgaver der skal løses når et helt samfund skal fungere under hårde arktiske forhold, langt fra alting. Greenland Contractors har 400 grønlandske og danske medarbejdere og ejes af Grønlands Selvstyre og entreprenørfirmaet MT Højgaard.

12. august 2014

Kronprinsparret i Grønland

Royalt triumftog

Kronprinsfamilien på kolonihavnen i Nuuk. Foto: Arktisk
Kommando/Britta Hjortshøj Vissing
Sommerens helt store begivenhed i Grønland har uden tvivl været kronprinsfamiliens besøg i Grønland.

Togtet foregik med kongeskibet Dannebrog fra Igaliku  til Nuuk via Qaqortoq, Paamiut og Qeqertarsuatsiaat. Overalt blev familien og ikke mindst tvillingerne med de grønlandske navne Ivalo og Minik modtaget med jubel.

Togtet er blevet fulgt op med flere TV-programmer på DR og TV2 - og her fornemmede man tydeligt glæden ved at være i Arktis og de gensidige følelser mellem kronprinsparret og den grønlandske befolkning.

Lige som ABN på forårets business-ekspedition besøgte
 også kronprinsparret Arktisk Kommando i Nuuk. Her
måtte kronprinsesse Mary høre på kronprinsens
 røverhistorier fra Nordøstgrønland. Foto: Arktisk
Kommando/Britta Hjortshøj Vissing
Samtidig var det et glimrende eksempel på, hvordan man kan være sammen på tværs af kulturelle og sproglige forskelle mellem Danmark og Grønland - med respekt for både ligheder og forskelligheder.

Besøget vakte stor glæde i Grønland - og det forstås. Eneste skår var som sædvanlig, at den danske presse har det mere end svært med den grønlandske geografi - og ikke mindst udtalen af grønlandske ord og stednavne. Blandt andet har TV2 efterfølgende måtte undskylde, at man fik lufthavnen i Kangerlussuaq placeret på østkysten.

Besøget blev dækket tæt i de fleste media, men herudover har Kommuniqarfik Sermersooq dækket besøget i Nuuk - og kan på hjemmesiden blandt andet byde på en række fotos, der ikke har været set i andre media.

Velkommen tilbage

Nyheder for det transatlantiske business-miljø

Så kører vi igen...
Sommerferien er forbi - og ABN-bloggen går nu i luften igen med spændende nyt om og for det transatlantiske business-miljø.

Fra redaktionens side vil vi gerne minde medlemmerne af Arctic Business Network og i øvrigt alle andre om, at vi altid gerne hører om nyt af interesse for læserkredsen - og at man i øvrigt altid er velkommen til at kommentere historierne eller dele dem på Facebook, Linkedin og andre steder.

Og lad os så komme i gang...