6. februar 2018

Overblik fra rummet

Det danske forsvar opsender arktisk overvågningssatellit 

Den lille satellit, Ulloriaq, giver forsvaret
overblik over Arktis. Foto: GomSpace
Fredag 2. februar klokken 8.51 trådte det danske forsvar ind i rumalderen, da en lille satellit  blev sendt af sted med en kinesisk løfteraket fra Gobiørkenen i Kina.
Satellitten skal bruges til at overvåge Kongeriget Danmarks vidtstrakte og øde områder ved Grønland og Nordpolen.

Satellitten er udviklet af forskere fra Danmarks Tekniske Universitet og virksomheden GomSpace i Aalborg, og den er bygget til at overvåge skibs- og flytrafikken i Arktis. Det sker ved hjælp af radiomodtagere, der kan opfange positionssignaler fra skibe og fly. Herudover sidder der også et kamera på satellitten, som kan tage billeder af Arktis, når vejret er klart.

Den nye satellit udelukkende skal bruges til civile og ikke til militære formål.

- Arktisk Kommando har ansvaret, hvis der skal foretages eftersøgning og redning i Arktis. Det kan for eksempel være, hvis der sker en ulykke, eller hvis et skib pludselig har olieudslip til miljøet. I den slags tilfælde har vi brug for at vide, hvor skibe og fly er, så vi kan træde til, siger Charlotte Wiin Havsteen fra Forsvaretsministeriets materiel- og indkøbsstyrelse.

Havsteen lægger vægt på, at den nye satellit vil blive en stor hjælp for SAR-samarbejdet i Arktisk Råd:

- Det er ikke en militær satellit. Den skal kun hjælpe med Forsvarets civilrelaterede opgaver. Vi har et samarbejde med Rusland og andre lande i Arktis, så hvis der sker et uheld i området, samarbejder vi med de arktiske nationer.

Den ny satellit er lillebitte: Kun 10 x 20 x 30 centimeter - omtrent som et ringbing. Satellitten er døbt Ulloriaq, der på grønlandsk betyder "lille stjerne".

Ingen kommentarer:

Send en kommentar