28. oktober 2016

Nye resultater

Resultatpapir fra Arktisk Byggeskik II

Nu præsenterer ABN resultaterne fra Arktisk Byggeskik II.
Arktisk Byggeskik II-konferencen i Nuuk i midten af september samlede hele den grønlandske byggebranche om at komme med bud på, hvordan fremtidens renoveringsopgaver i den offentlige boligsektor i Grønland skal tackles.

Konferencen bød på spændende konklusioner og bred enighed om, at det er nu, der skal handles. Det kan man læse meget mere om i resultatpapiret fra konferencen, der præsenteres for ABN-medlemmerne mandag på et møde i Arktisk Hus i Aalborg klokken 15 - 17.

På mødet vil lektor Tove Lading fra Artek/DTU Byg komme med et oplæg og præsentere resultatpapiret. Efter præsentationen vil der blive debat om det videre arbejde i den proces, som Arktisk Byggeskik-fokusgruppen har sat i gang med de to konferencer.

Interesserede, der ikke har mulighed for at være til stede ved mødet, kan eventuelt følge mødet via ABNs mødeservice på nettet. Adgang kræver et password, som kan fås ved henvendelse til sekretariatet.

Fokusgruppe for genbrug præsenteret

Cirkulær økonomi på dagsordenen

Per Kalvig fra GEUS introducerede ABN-medlemmerne
 til den såkaldt cirkulære, økonomiske tankegang.
- Det, der ikke kan dyrkes, skal graves op - og det kan vi i princippet kun gøre en gang, fortalte Per Kalvig fra GEUS, da han onsdag holdt oplæg for Arctic Business Network på et møde i Aalborg, hvor Kalvig introducerede medlemmerne for den såkaldt cirkulære økonomiske tankegang.

Det handler om at udnytte ressourcer og mineralske råstoffer bedst muligt, fordi de i princippet kun kan bruges en gang. Genbrugsbranchen har store udfordringer med for eksempel at at skille legeringer ad, når først de er blandet - og selv om det lykkes, bliver resultatet aldrig så godt som de rene råstoffer.

Bent Pedersen fra H.J. Hansen fortalte om virksomhedens
engagement i genrbugsbranchen og forventningerne til
den nye fokusgruppe.
Oplægget var fyldt med eksempler på råvarens lange vej til forbrugerne og afslørede et ganske kompliceret billede af et globalt samfund.

Per Kalvigs oplæg var indledningen til et spændende møde, hvor arbejdet i Arctic Business Networks nye fokusgruppe for affald og genanvendelse blev præsenteret. Opgaven går foreløbig ud på at sikre så god affaldssortering som muligt ved kilden, som i denne sammenhæng er Grønland.

Claus Thingaard Larsen fra Stena Recycling tror på,
at den nye fokusgruppe kommer til at betyde en
forskel for Grønland.
Den nye fokusgruppe består af Claus Espersen, Reno Nord, der også er tovholder for gruppen. Desuden består gruppen af Claus Thingaard Larsen, Stena Recyckling, Jens Christian Juul, H. J. Hansen samt Bent Edal Pedersen, H. J. Hansen. På mødet fik de opbakning fra flere af mødedeltagerne til det videre arbejde.

Foruden Per Kalvig præsenterede Bent Edal Pedersen sin virksomhed, H. J. Hansen, der udover at beskæftige sig med genbrug også omfatter en vinhandel. Ligeledes fortalte Claus Thingaard Larsen om Stenas skrot-division.

Netværksleder Ellen Arnskjold var tilfreds efter mødet:

- Det var et rigtigt netværksmøde, hvor medlemmerne blev lidt klogere på et nyt problemfelt og samtidig havde lejlighed til at netværke og lære hinanden bedre at kende.
Der bliver netværket og skabt nye kontakter på onsdagens møde.
Mødet samlede en lille snes netværksmedlemmer.

ABN under luppen

Afhandling skal forsvares

Stine Bylin Bundgaard.
Nu skal Stine Bylin Bundgaard forsvare sin PhD-afhandling, hvor hun blandt andet har arbejdet med netværksrelationerne i Arctic Business Network.

Bundgaard har blandt andet interviewet en række medlemmer af ABN for at undersøge, hvordan netværksrelationer opstår, udvikles og vedligeholdes. Afhandlingen er tidligere blevet præsenteret på et medlemsmøde i ABN og her slog Stine Bylin Bundgaard fast, at jo mere medlemmerne investerer i netværket, jo mere får de tilbage af netværket.

Den nye hD-afhandling har titlen “Læring og videndeling i erhvervsnetværk på tværs af kulturelle forskelle” og skal forsvares torsdag den 3. november klokken 13:00. Forsvaret finder sted i konferencelokalet ved Center for Logistik og Samarbejde på Langerak 15, 9220 Aalborg Øst.

Arctic Business Networks medlemmer er velkomne til at overvære forsvaret. Efterfølgende er universitetet og Aalborg Havn vært ved en reception.

Ny grønlandsk regering

Ny koalition

Kim Kielsen danner ny regering.
Grønland fik torsdag - lidt overraskende måske - ny regering, da samarbejdet i den hidtidige regeringskoalition, som bestod af Siumut, Atassut og Demokraterne brød sammen.

Siumuts leder og formand for Naalakkersuisut Kim Kielsen har indgået en ny koalition, der består af Siumut, IA og den tidligere landsstyreformand Hans Enoksens Partii Naleraq. Den nye koalition blev dannet, efter at Kielsen angiveligt skulle have forsøgt at danne en samlingsregering med deltagelse af samtlige Inatsisartuts partier. Samlingsregeringen ville i givet fald have haft 30 af de 31 medlemmer af Inatsisartut bag sig. Nu må Kim Kielsen nøjes med et flertal på 24 medlemmer.

Her er den nye regering:

Siumut:
Formand for Naalakkersuisut: Kim Kielsen
Naalakkersuisoq for Erhverv, Arbejdsmarked, Handel, Energi og Udenrigsanliggender: Vittus Qujaukitsoq
Naalakkersuisoq for Kommuner, Bygder, Infrastruktur og Boliger: Martha Lund Olsen Naalakkersuisoq for Uddannelse, Kultur, Forskning og Kirke: Doris Jakobsen
Naalakkersuisoq for Selvstændighed, Miljø og Natur samt Landbrug: Suka K. Frederiksen

Inuit Ataqatigiit:
Naalakkersuisoq for Finanser og Skatter: Aqqaluaq B. Egede
Naalakkersuisoq for Familie, Ligestilling, Sociale Anliggender og Justitsvæsen: Sara Olsvig
Naalakkersuisoq for Sundhed og Forebyggelse samt Nordisk Samarbejde: Agathe Fontain Naalakkersuisoq for Råstoffer: Muté Bourup Egede

Partii Naleraq:
Naalakkersuisoq for fangst og fiskeri - Hans Enoksen

Koalitionsaftalen kan ses her.

25. oktober 2016

Lykkelig skilsmisse

Greenland Venture købt ud af Halibut Greenland

Johan Villadsen er formand for de 130
 anpartshavere i Halibut Greenland.
Greenland Venture og Halibut Greenland har netop afsluttet et vellykket samarbejde gennem otte år: De lokale stiftere og ejere køber Greenland Ventures andel i selskabet og får mulighed for at udvikle den grønlandske virksomheds succes yderligere. Ventureselskabet scorer til gengæld et flot afkast på sin investering.

 – Vi slutter en fælles rejse, der viser, at det er muligt at opbygge en selvstændig og økonomisk sund virksomhed i Grønland. Halibut Greenland skaber indtjening til ejerne og bidrager samtidigt til samfundet med stabile arbejdspladser, siger Halibut Greenlands formand Johan Villadsen og Greenland Ventures direktør Karsten Høy samstemmende.

Halibut Greenland, hvis hovedprodukter er hellefisk og torsk til eksportmarkederne, omsatte i 2015 for over 200 mio kroner og havde et overskud på 30 mio kr efter skat. Virksomhedens direktør siden 2011, Niels Thomsen, siger:

– Vores vigtigste formål er at skabe en forretning med retfærdig behandling af alle – ejere, samarbejdspartere og leverandører. Jeg er meget stolt over, at det gennem årene er lykkedes os at opbygge en virksomhed, der både gavner samfundet og sikrer konkurrencedygtige afregningspriser til fiskerne.

Investment Manager Karin Thorsen fra Greenland Venture har siddet som næstformand i selskabets bestyrelse. Hun siger at Greenland Venture er overordentligt tilfreds med udviklingen i Halibut Greenland. Hun fortæller, at Greenland Venture samlet har fået sin investering igen ikke mindre end 20 gange, når avancen på salgspris og de seneste års udbytte lægges sammen.

 – I Greenland Venture skal vi bruge de penge, vi har tjent på investeringen, til nye investeringer i grønlandske virksomheder. Pengene skal ud at arbejde igen, hvis man kan sige det på den måde. Derfor er den succesfulde investering i Halibut Greenland ikke bare en god nyhed for Greenland Venture, men for hele samfundet, slutter thorsen.

Ny havnedirektør i Nuuk

Skiftedag på den nye havn

Havnebyggeriet skrider fremad.
Onsdag den 20. oktober afløste John Rasmussen Pall Hermannsson som direktør i SIKUKI Nuuk Harbour.

Islandske Pall Hermannsson sagde farvel, og i stedet tiltræder John Rasmussen, der har en baggrund inden for shipping og grønlandsk havnedrift. Pall Hermannsson har stået for selskabets overtagelse af de eksisterende havnearealer i Nuuk, og for byggeriet af den nye terminal – et byggeri der afsluttes næste år.

I sidste uge begyndte monteringen af de store kraner.
 Arbejdet på havnen går fremad - og havnen har allerede fundet sin form. I sidste uge begyndt man blandt andet at montere de store kraner, der skal håndtere containerne til og fra Grønland.

Søndag var der åben havn, så befolkningen i Nuuk kunne få lejlighed til at se, hvor langt byggeriet er kommet. Netværksleder Ellen Arnskjold fra Arctic Business Network var blandt de besøgende, og hun tog billederne til artiklen.

Forsikringsmarkedet i Grønland ligner andre markeder

Forsikringsfolk elsker skader

Medlemsmødet foregik hos Rambøll i Nuuk. Nikolaj
Graversen (tv) holdt oplæg om forsikringer i Grønland.
- Grundlæggende er det grønlandske forsikringsmarked ikke anderledes end andre forsikringsmarkeder. Det mener Nicolaj Graversen fra Illit Forsikring i Nuuk.

Holdningerne til forsikring er de samme som i Danmark og Grønland. Folk mener, at forsikringer er dyre, og det sker ikke for mig. Det kan vi ikke lave om på, men vi prøver altid at hjælpe inden for de rammer, vi har - for hvis der ikke var skader, var der heller ikke forsikringsselskaber, så egentlig kan man godt sige, at vi elsker skader, forklarede Graversen, da Arctic Business Network torsdag holdt netværksmøde i Nuuk med forsikringer på dagsordenen.

- Det sker ikke for mig-holdningen møder vi ofte, men vi kan også se, at hver gang der sker noget, for eksempel en brand, så begynder folk at undersøge forsikringsmulighederne.

- Når det kommer til erhvervslivet oplever jeg heller ikke den store forskel mellem Danmark og Grønland. Grønlandske virksomheder har de forsikringer, som de skal have - både de lovpligtige og de frivillige, mener Nicolaj Graversen.

Efter Nicolaj Graversens oplæg var der  “en bordet rundt” debat om aktuelle erhvervsmæssige aktiviteter og dagsordner, som præger hverdagen hos medlemmerne.

Næste i Nuuk bliver i slutningen af januar, hvor temaet vil være turisme med oplæg fra blandt andre Ulla Lynge, Sermersooq Business Council og Mari Louise Nielsen fra Greenland Travel.

21. oktober 2016

Møde om arktisk affald og genanvendelse

Nyt fokusområde i Arctic Business Network

Affald er en stor ressource, som skaber
 nye muligheder i Grønland.
ABN sætter fokus på det arktiske affald og mulighederne for genanvendelse på et medlemsmøde i Aalborg onsdag den 26. oktober. Baggrunden for mødet er, at ABN har for nylig taget initiativ til at etablere en fokusgruppe omkring affald og genanvendelse.

På mødet vil der blive oplæg af Per Kalvig fra GEUS om affald som potentiel ressource og en introduktion til den såkaldte cirkulære økonomi.

Oplægget vil også berøre dansk forsyningsstrategi og regulering af affaldsområdet i Grønland. Noget affald kan recirkuleres – andet kan ikke, og deraf er det også relevant at se betingelser for genanvendelse. Oplægget vil berøre behovet for en oversigt over de eksisterende og kommende ressourcer, som skal indgå i kredsløbet: for eksempel hvor ligger de henne, hvad består de af, hvordan kan de indsamles, hvordan kan de processeres, og hvordan kan forretningsmodellen være? Afslutningsvis vil oplægget give perspektiver til grønlandske interesser i området.

 Efter oplægget vil den ABN's nye fokusgruppe for affald præsentere sig nærmere. Foreløbig består gruppen af H J Hansen, Stena Recyckling og RenoNord, som på mødet vil fortællere mere om deres forretningsområder og erfaring med grønlandske samarbejder.

Mødet foregår onsdag den 26. oktober klokken 15 - 17 i Arktisk Hus i Aalborg. Tilmelding til ABNs sekretariat.

Affaldsturne i Nuuk

Mobile affaldsstationer

Borgerne har taget godt imod det nye tilbud.
Som noget nyt har Sermersooq i denne uge introduceret mobile affaldsstationer, der frem til begyndelsen af november vil turnere rundt i Nuuk og hjælpe borgerne af med blandt andet storskrald. Ordningen skal ses som et supplement til byens store forårs- og efterårsrengøring.

Allerede mandag, som var første dag på turneen, benyttede mange borgere sig af kommunens nye tilbud om at komme af med affald tæt på bopælen og fik ryddet op i kældre og på lofter eller fjernet bunker af træ og andet, der har ligget og fyldt ved huset.

Ved Affaldsstationen blev borgerne mødt med kaffe og småkager og kyndig vejledning i korrekt sortering, fra de medarbejdere der i hele perioden, fra containerne blev åbnet kl. 15, til de blev hentet og kørt væk igen kl. 20, stod klar ved stationen. De borgere, der benyttede stationen, fik som tak for deres indsats for at passe godt på Grønland en refleks fra QUJANAQ-kampagnen, så de også kunne komme sikkert hjem igen i mørket.

Affaldsfolkene i Nuuk fortæller, at borgerne har taget rigtigt godt imod de mobile affaldsstationer. Mange har givet udtryk for, at de glæder sig over, at de kan sortere affaldet, så miljøbelastningen bliver mindre. Åbningstiden, der giver mulighed for, at man kan nå hjem fra arbejde og måske endda spise sin aftensmad, inden man afleverer affald, blev også rost fra flere sider.

20. oktober 2016

Kinesere til Grønland

Royal Greenland mangler arbejdskraft

Royal Greenland henter fabriksarbejdere i Kina.
Mangel på arbejdskraft får nu Royal Greenland til at hente nye medarbejdere i Kina til fabrikkerne i Maniitsoq, Uummannaq og Qasigiannguit, meddeler selskabet.

- I første omgang skal 30 nye medarbejdere fra Kina flytte til Grønland i løbet af foråret 2017. Vi er i tæt dialog med en medarbejder i Royal Greenlands salgsafdeling i Kina gået i gang med at søge efter 30 personer, der gerne vil flytte til Grønland og arbejde i nævnte fabrikker. Det er hensigten, at brugen af udenlandsk arbejdskraft fra Kina og eventuelt andre lande skal øges i løbet af sommeren 2017 - og i de kommende år, siger HR-koncernchef i Royal Greenland Søren Olsen Damgaard.

HR-koncernchefen forklarer, at koncernen nu tager skridtet for at få løst udfordringerne med mangel på arbejdskraft, fordi fabrikkerne især i højsæsonen ikke er i stand til at forædle de indhandlede fisk optimalt, selv om der er råvarer nok.

- Vi har mange stabile og gode medarbejdere på fabrikkerne, der gør en stor indsats for virksomheden, men vi har brug for endnu flere medarbejdere. For at løse udfordringer med mangel på arbejdskraft har vi i mange år benyttet arbejdskraft fra kysten delvist med succes, men desværre er manglen på arbejdskraft ikke blevet løst til fulde– men blot vokset år efter år. Da problemet med mangel på arbejdskraft i vore landbaserede fabrikker er et tilbagevendende problem, ser vi os nødsaget til at hente arbejdskraft udefra, siger Damgaard, der understreger, at de nye medarbejdere skal arbejde på lige vilkår med de hjemmehørende medarbejdere.

Royal Greenland skal sørge for det praktiske med hensyn til rejser og bolig til de kommende medarbejdere.

 - Vi vil lave lejeaftaler med diverse boligudlejere og måske også købe enkelte boliger selv, hvis det skulle blive nødvendigt i de byer og bygder hvor vore nye medarbejdere skal arbejde og bo. Lige i øjeblikket er vi ved at arrangere leje af de første lejligheder i Maniitsoq, siger Søren Olsen Damgaard.