12. januar 2017

Et mangfoldigt billede af Arktis

Velbesøgt møde

Dagens panel: Lise-Lotte Terp, Jesper Stig Andersen,
 Stine Bylin Bundgaard og Rasmus Gjedssø Bertelsen.
Alle taler om Arktis - men hvad er Arktis egentlig? Dette vigtige spørgsmål satte Arctic Consensus fokus på i onsdagens udgave af møderækken North Denmark Arctic Dialoque.

Forskeren Rasmus Gjedssø Bertelsen fra Norges Arktiske Universitet i Tromsø og diplomaten, specialkonsulent i udenrigsministeriet Jesper Stig Andersen, kom med nogle bud på, hvordan man definerer det vældige og meget omtalte område allernordligst på kloden.

Arktis er ikke bare et geografisk område defineret af klima, men er også en kulturel zone, et sprogområde, en eller flere økonomiske zoner, men også for eksempel medlemslandene i Arktisk Råd eller medlemmerne at The Arctic Five: Kongeriget Danmark, Norge, Rusland, USA og Canada.

Mødet var velbesøgt. Det er tydeligt, at spørgsmålet optager mange - både videnskabsfolk, politikere, journalister og ikke mindst erhvervfolk.

Mødet blev indledt af en veloplagt Arctic Consensus-direktør Lise-Lotte Terp, der fortalte om Arktisk Hus i Aalborg, som er resultatet af mange års tæt samarbejde mellem en lang række nordjyske aktører og Grønland. Desuden fortalte PhD Stine Bylin Bundgaard om værdien af netværkssamarbejde i et arktisk perspektiv.

Lise-Lotte Terp konstaterede ved dagens opsamling og afslutning, at det var lykkedes at skabe en spændende dialog, som bidrager til at skabe et mere nuanceret og mangfoldigt billede af den måde, man kan trække streger på et kort alt efter politiske interesser, naturens beskaffenhed, indgåede alliancer mellem nationer, historie og geografi, 

11. januar 2017

Fremtidsperspektiver i Arktis

Nordregio præsenterer ny rapport

Nordregio under Nordisk Ministerråd har et
bud på en bæredygtig udvikling i Arktis.
Nordregio, som er et forskningssamarbejde under Nordisk Ministerråd, barsler nu med rapporten "Arctic Future Perspectives", hvor man forsøger at forudsige udviklingen i Arktis med særlig vægt på ungdommens muligheder og en bæredygtig udvikling.

Rapporten bliver præsenteret den 30. januar på et møde i Nordisk Ministerråds lokaler i København.

Blandt oplægsholderne er en række repræsentanter fra den arktiske ungdom og erfarne politikere og embedsmænd som den tidligere islandske præsiden Ólafur Ragnar Grímsson, rektor for Norges Arktiske Universitet i Tromsø Anne Husebekk samt Inga Dora Markussen, der er sekretariatsleder i Vestnordisk Råd og tidligere har været både lokal- og landspolitiker i Grønland. Mødet bliver ledet af Martin Breum.

Læs mere om Artic Future Perspectives. Rapporten vil efter lancering blive tilgængelig her.

Fokus på oprindelige kompetencer

Oprindelige folks viden fra miljøvurderinger til iværksætteri

Inuit-viden rummer nøglen til overlevelse i Arktis.
- Oprindelige folks viden er en ofte overset kilde til udvikling af det grønlandske samfund. Selv om man ikke har et eksamensbevis, er man ikke nødvendigvis uvidende, fremhævede professor Minik Rosing for et halvt års siden i rapporten "Sidder på en guldmine".

Nu tager erhvervsinitiativet Nukiga i Aarhus tråden op. Det sker på et møde den 25. januar, hvor Parnuna Petrina Egede, PhD.-stipendiat, Institut for Planlægning, Aalborg Universitet vil fortælle om oprindelige folks viden.

- Inuit har som oprindeligt folk kunnet overleve og trives i Arktis fordi de konstant har lært, videreudviklet og tilpasset deres viden om hvordan man overlever (og lever) i det barske miljø. Det oprindelige folks viden er et holistisk og dynamisk system, som indbefatter kultur, traditioner og værdier – en livsstil, fortæller Parnuna Petrina Egede.

Desuden vil Anders Frederiksen, Professor og Maja Due Kadenic, Ph.d.-studerende Institut for Forretningsudvikling og Teknologi, Aarhus Universitet fortælle om den grønlandske økonomi og lægge op til en debat om, hvad Grønland skal leve af i fremtiden.

Læs mere om mødet.

Tid til nytårsreceptioner

Nytårsglæde i Aarhus

Jakob Flyvbjerg Christensen havde inviteret
til nytårsreception på Aarhus Havn.
- Vi er både glade for og stolte over, at Royal Artic Line har fået øje på flere forretningsmæssige muligheder i Aarhus. Det grønlandske rederi ser forretningsmæssige muligheder i at sejle med større skibe end tilfældet er i dag – nøjagtigt som så mange andre rederier har erkendt, at udviklingen går den vej. Skibene bliver større og større. Det kræver vanddybde. Og den har vi i Aarhus.

Det sagde administrerende direktør Jakob Flyvbjerg Christensen, da Aarhus Havn mandag havde inviteret til nytårsreception, hvor godt hundrede deltagere hørte administrerende direktør Jakob Flyvbjerg fortælle om det forgangne år og planerne for fremtiden.

Jakob Flybjerg Christensen understregede, at der endnu ikke er truffet afgørelser i spørgsmålet om Grønlandstrafikken.

Christensen kunne også fortælle, at Aarhus havn har fået nyt logo. Han viste en lille video, der fortalte om processen bag det nye symbol. Videoen kan ses her.

6. januar 2017

Politisk slingrekurs

Grønlands Erhverv opfordrer til opgør med offerrolle og fjendebilleder

Grønlands Erhverv glæder sig over, at
der er gang i det grønlandske byggeri.
2016 har generelt været et godt år for erhvervslivet i Grønland. Højkonjunkturen i fiskeriet og bygge- og anlægssektoren har stabiliseret mange virksomheders økonomi, skabt øget beskæftigelse og forbedret finansieringsgrundlaget for de offentlige aktiviteter, skriver formand Henrik Leth og direktør Brian Buus Pedersen i en nytårsudtalelse fra Grønlands Erhverv. Men ikke alt er idyl, mener erhvervsorganisationen:

- 2016 vil blive husket for politisk slingrekurs og en ny koalition, som har valgt at sætte Grønlands selvstændighed højt på dagsordenen, inden de nødvendige forudsætninger er på plads, skriver de to direktører om den grønlandske ambition om selvstændighed og advarer om, at dette mål kræver økonomisk selvbårenhed.

- I det lys er det bekymrende, at koalitionsaftalen mellem Siumut, Inuit Ataqatigiit og Partii Naleraq savner fokus og prioritering. Koalitionsaftalen giver på én gang løfter om lavere skatter, mere udgiftskrævende velfærd og en offentlig økonomi i balance. Men efter vedtagelsen af underskuds-finansloven for 2017 er det svært at se, hvordan Naalakkersuisut vil få de mange løse ender til at mødes, hedder det i nytårsudtalelsen, der slutter med en opfordring til at tage ansvar:

- Vi må kigge indad, gøre op med tabuerne og mange års fejlagtig politik, og vi må fjerne os fra den bekvemme offerrolle, fjendebillederne og tilbøjeligheden til at give andre skylden for vores problemer. De seneste ugers debat om Grønland, Danmark og Rigsfællesskabet har tydeliggjort, at grønlandsk politiks dybereliggende problem ikke er magtesløshed over for vores omverden, men manglende vilje til selv at tage ans2016 har generelt har været et godt år for erhvervslivet i Grønland. Højkonjunkturen i fiskeriet og bygge- og anlægssektoren har stabiliseret mange virksomheders økonomi, skabt øget beskæftigelse og forbedret finansieringsgrundlaget for de offentlige aktiviteter.var. Og til i virkeligheden at have hele befolkningens opbakning til kursen, slutter nytårsudtalelsen fra Grønlands Erhverv.

Nytårsudtalelsen kan læses i sin helhed på Grønlands Erhvervs Hjemmeside.

Containere til hjemløse

26 hjemløse får bolig

Sermersooq genbruger containere fra
havnebyggeriet. Foto: Kommuneqarfik Sermersooq
Kommuneqarfik Sermersooq har besluttet at købe 30 containere til at løse byens hjemløses boligbehov. De 30 containere stammer fra den grønlandske hovedstads store havnebyggeri, der snart står færdigt.

Af de 30 containere skal de 26 bruges som individuelle containerboliger, mens fire containere indeholder toiletfaciliteter, badefaciliteter og fællesrum.

Kommuneqarfik Sermersooq har allerede et samarbejde med byens NGO’er omkring arbejdet med hjemløshed i Nuuk. I kraft af det samarbejde er kommunen blevet opmærksom på projektet med boligcontainerne, som fremover skal være med til at forbedre boligforholdene og øge livskvaliteten for 26 hjemløse.

Kommuneqarfik Sermersooq betaler 2 millioner kroner for de 30 containere. Derudover kommer en engangsudgift til at flytte containerne til en på nuværende tidspunkt ikke angivet anden placering.

Hvad er Arktis?

Nyt møde i North Denmark Arctic Dialoque

Rasmus Gjedssø Bertelsen sætter
 spørgsmålstegn ved Arktis-begreberne.
Alle taler om Arktis, men hvad betyder ordet egentlig? Det spørgsmål stiller Arctic Consensus på det næste møde i North Denmark Arctic Dialoque med titlen "Et eller flere Arktis? Definitioner, muligheder og samarbejde på tværs".

Der sættes spørgsmålstegn ved, om der kan tales om flere typer af arktiske områder. Yderligere fremlægges vinkler for videndeling i erhvervsnetværk på tværs af kulturelle forskelle. Oplægsholdere er Stine Bylin Bundgaard, der netop er blevet PhD på en afhandling om blandt andet Arctic Business Network og professor Rasmus Gjedssø Bertelsen fra universitetet i Tromsø. Desuden vil direktør Lise-Lotte Terp fra Arctic Consensus give en orientering om Arktisk Hus i Aalborg.

Mødet finder sted i København onsdag den 11. januar. Læs mere her.

Grønlandsk storordre til Aalborg-fabrik

Nye rejetrawlere

Sådan kommer de nye grønlandske
 trawlere til at se ud. Foto: Carsoe
De grønlandske virksomheder Polar Seafood og Qajaq Trawl har valgt Aalborg-virksomheden Carsoe som leverandør af fabrikkerne til to nye trawlere, der skal bygges i Spanien.

De nye trawlere skal være færdige omkring årsskiftet og skal fiske koldtvandsrejer ved Grønland, men skibene laves som en fleksibel løsning, der nemt kan rigges om til andre former for fiskeri.

Ordren, der er på 90 millioner kroner, er Aalborg-virksomhedens hidtil største, men det er bestemt ikke nyt for virksomheden at levere til Grønland. Samarbejdet mellem Polar Seafood og Qajaq Trawl og Carsoe har stået på gennem 20 år.

- Ordren er et resultat af mange dygtige medarbejderes arbejde og de kompetencer, der er bygget op gennem de 20 år, forklarer administrerende direktør Mikkel Jacobsen fra Carsoe.

4. januar 2017

Mere sikker sejlads i Arktis

Nu gælder polarkoden

Polarkoden strammer reglerne for sejlads i Arktis.
IMO’s polarkode, der fastsætter standarder for sikker sejlads i de arktiske farvande, trådte i kraft den 1. januar.

Arbejdet med udviklingen af polarkoden har stået på siden 2008. Derfor var det en milepæl for FN’s søfartsorganisation, IMO, da Polarkoden trådte i kraft den 1. januar 2017. Polarkoden stiller en række krav for at tilgodese miljø og sikkerhed, når man færdes i de sårbare arktiske og antarktiske farvande.

Kravene drejer sig blandt andet om konstruktion og design af skibene og ikke mindst operation og træning, så der tages størst mulig hensyn til omgivelserne og til besætningernes og passagernes sikkerhed i de afsidesliggende farvande.

Danmarks Rederiforening hilser polarkoden velkommen:

- Polarkoden er et afgørende redskab, hvis de kommercielle muligheder i Arktis skal udvikles under hensyntagen til miljø og sikkerhed, mener Anne H. Steffensen, administrerende direktør i Danmarks Rederiforening.

- Med polarkoden tager vi et stort skridt mod sikker og bæredygtig sejlads i de arktiske farvande, så vi kan undgå, at der sker ulykker i disse sårbare og øde områder. Skal vi udvikle det kommercielle potentiale i Arktis, blandt andet ved øget brug af transportruterne nordpå, er det helt nødvendigt med høje sikkerhedskrav, siger Anne H. Steffensen.

Selskabsloven udskudt

Ny lov, der skal hjælpe iværksættere, er udskudt

Med den ny selskabslov, der nu er udsat, bliver
det blandt andet muligt for grønlandske
iværksættere at stifte anpartsselskaber for 1 krone.
Inatsisartut besluttede i 2016, at selskabsloven skulle sættes i kraft i Grønland 1. januar 2017, men da en række andre love med forbindelse til selskabsloven også skal sættes i kraft samtidig, og de ikke er klar endnu, er ikrafttrædelsestidspunktet udskudt – formentlig indtil den 1. januar 2018 – så de andre regelsæt også kan blive opdateret, meddeler Nuna Advokater i et nyhedsbrev.

Selskabsloven indeholder en række nyskabelser for de grønlandske selskaber. Helt overordnet omfatter loven både aktieselskaber og anpartsselskaber, der i dag er reguleret i hver deres lov, men der er stadig særregler, der kun gælder for den ene selskabstype.

Med selskabsloven indføres mulighed for at stifte iværksætterselskaber (IVS), der er tiltænkt som en hjælp til iværksættere, der dermed får mulighed for at stifte et selskab for bare 1 kr. og dermed uden at risikere at tabe et stort beløb, hvis det går galt. Iværksætterselskaber er en særlig type anpartsselskab, og det er meningen, at det – efterhånden som tiden går, og driften bliver rentabel – skal omdannes til et almindeligt anpartsselskab ved, at iværksætteren lader overskuddet stå i selskabet.

Man kan læse mere om den kommende selskabslov i Grønland i Nuna Advokaters nyhedsbrev.