10. august 2015

Vækstfonden i Grønland og på Færøerne

Nye finansieringsmuligheder

Brian Buus Pedersen hilser Vækstfonden velkommen.
En ændring i lov om Vækstfonden åbner nu op for, at også grønlandske og færøske virksomheder kan få adgang til finansieringsløsninger fra den statslige finansieringsfond.

Der er samtidig afsat en tabsramme til Vækstkaution, der giver anledning til udlån fra lokale finansieringsinstitutter på op mod samlet 65 mio. kr. til virksomheder i Grønland og på Færøerne. Med Vækstkaution kautionerer Vækstfonden for op til 75 pct. af et lån til en virksomhed, der ikke kan stille tilstrækkeligt med sikkerheder over for banken eller andre finansieringsinstitutter.

Vækstfonden vil i høj grad operere via aftaler med lokale samarbejdspartnere som banker, finansieringsinstitutter og private investorer.

Hos Grønlands Erhverv hilser direktør Brian Buus Pedersen Vækstfonden velkommen:

- Grønlands Erhver mener, at det er meget positivt, at grønlandske virksomheder nu får mulighed for at benytte Vækstfondens finansieringsløsninger. Og vi vil også se positivt på lignende initiativer, for Grønland har hårdt brug for en bred vifte af finansieringsmuligheder, som kan understøtte den innovation og erhvervsudvikling, vi har så hårdt brug for. Så får virksomheder og iværksættere, der ikke kan stille tilstrækkelig sikkerhed til at opnå finansiering i deres bank, også bedre mulighed for at realisere deres gode ideer, og det sker vel at mærke på vilkår, så der ikke bliver tale om nogen form for konkurrenceforvridning, siger Brian Buus Pedersen.

Vækstfonden er statens finansieringsfond, som stiller en række finansieringsløsninger til rådighed for danske små og mellemstore virksomheder. I Danmark er mere end 5400 danske virksomheders planer blevet medfinansieret af Vækstfonden, siden den blev etableret i 1992.

Læs mere om Vækstfonden i Grønland og på Færøerne.

Behersket optimisme

Lyspunkter i konjunkturstatistik

Godsmængderne til Grønland er stigende.
Efter et par år med generelle fald i udviklingen, ser det nu ud til igen at gå opad i den økonomiske aktivitet i Grønland. Det fremgår af Grønlands Statistiks konjunkturstatistik for andet kvartal 2015.

Statistikken viser generelle stigninger på alle indikatorer som for eksempel detailhandlens omsætning, der er steget 1,1 procent i forhold til samme kvartal sidste år. Godsmængderne til Grønland er steget med hele 4,2 procent.

Der er dog stadig fald i godsmængderne fra Grønland og i bankernes udlån. Det kan være et problem, mener direktør Martin Kviesgaard fra Grønlandsbanken:

- Det går stadigvæk relativt langsomt. Der skulle gerne komme mere gang i Grønlands økonomi. Det er jo forventet at der vil være en lille bedring i år i forhold til sidste år, men jeg synes ikke at man i statistikken kan se nu, at det er noget der er slået fuldt igennem. Men lad os nu se, når vi kommer et kvartal eller to, om der ikke er et bedring, siger Kviesgaard til KNR.

Bankdirektøren hæfter sig især ved, at importafgifterne på biler er fordoblet i forhold til andet kvartal sidste år. Der er altså blevet solgt væsentligt flere biler i Grønland - og det afspejler en vis økonomisk optimisme.

Se Grønlands Statistiks konjunkturstatik.

7. august 2015

Arktisk sommerskole i Aalborg

Unge forskere diskuterer forandringer i Arktis

Unge forskere diskuterer Arktis i Aalborg.
I den kommende uge løber det Arktiske Universitet U-Arctics sommerskole af stabelen i Aalborg.

Sommerskolen skal inspirere unge Ph.D.'ere til ar arbejde på tværs af lande- og faggrænser.

Årets sommerskole sætter fokus på forhandlinger og forandrings-praksis i Arktis. Ambitionen er at fokusere på de modstridende interesser i forandringsprocesser og ikke mindst håndtere disse modsætninger på analytisk måde og skabe udveksling af kundskaber og ideer.

På tre hæsblæsende dage i Aalborg vil de unge forskere møde en række kapaciteter fra den arktiske forskningsverden, blandt andre professor Grethe Hovelsrud fra universitetet i Bodø, seniorforsker Joan Nymann fra Stefansson Arctic Institute i Akureiri og Aalborg Universitets egen Anne Merrrild Hansen.

Sommerskolen foregår den 12. til 15. august i kulturhuset Nordkraft på Aalborgs havnefront.

UArctics sommerskole arrangeres af Circla, der er Aalborg Universitets center for arktisk forskning. Kurset er finansieret af Styrelsen for Forskning og Innovation, der har bevilget midler til University of the Arctic – et internationalt samarbejde mellem universiteter med arktiske institutter.

Unge gør rent

Et godt tilbud til virksomheder i Nuuk

De unge giver gerne virksomhederne en
håndsrækning. Foto fra CSR Greenlands hjemmeside.
Umiddelbart inden sommerferien fik øl- og sodavandstapperiet Nuuk Imeq en håndsrækning fra et af byens ungdomsprojekter, da parcellen skulle gøres pæn til sommeren, fortæller CSR Greenland på sin hjemmeside.

Det var ungdomsprojektet Timi Asimi, der gav Nuuk Imeq en hjælpende hånd.

Gennem fire år har 135 unge været igennem ungdomsprogrammet Timi Asimi. De stiller med superkort varsel gerne op til forskellige arbejdsopgaver, så da Nuuk Imeq med en dags varsel kontaktede projektet, var ti unge klar til en hurtig rengøringsopgave på tapperiets store arealer.

Resultatet af dette rengøringsprojekt var ikke til at tage fejl af. Der var masser af affald og over 40 fyldte sorte sække. Belønningen var naturligvis at mødes med vennerne, morgenmad og frokost i Nuuk Imeq og ikke mindst fri sodavand.

 Nuuk Imeq har gennem tre år sponsoreret Timi Asimi og støttet projektet økonomisk. Gennem samarbejdet har man skabt en tilbagevendende rengøringsdag til glæde for de unge og for Nuuk Imeq.

De unge påtager sig gerne nye samfundsopgaver og rengøringsprojekter, så hvis der er andre virksomheder, der har brug for en hurtig rengøring omkring arealerne, kan man kontakte projektets leder Kim Godtfredsen, 48 52 33.

6. august 2015

Nipisa lukket

Sørgelig nyhed for gourmeter
Oprindeligt lå Nipisa i bymidten oven over Maximut,
men flyttede for nogle år siden til det gamle bådværft
i kolonihavnen. Foto: Nipisa
En æra i grønlandsk kogekunst sluttede i weekenden, da restauratør Rune Collin meddelte, at Restaurant Nipisa i Nuuk er lukket.

Restauranten har gennem de seneste 16 år været et fyrtårn i grønlandsk gastronomi, og er blevet kendt over hele verden for bestræbelserne på at sætte grønlandske råvarer på menuen. Restaurant Nipisa har også været uddannelsessted for flere af de kokke, som i dag tegner det grønlandske køkken.

Restauranten var meget mere end en et mødested for nuummiutter, som havde noget at fejre. Restauranten var et udstillingsvindue, som grønlandske værter stolt inviterede gæsterne på, når man skulle vise noget af det ypperste, som Grønland har at byde på.

Restaurant Nipisa var selvfølgelig også det naturlige valg, da Arctic Business Network sidste år samlede deltagerne i Business Ekspeditionen samt netværkets grønlandske medlemmer til en middag efter den årlige generalforsamling, der sidste år fandt sted i Nuuk.

Lukningen sker af økonomiske årsager, siger Rune Collin til KNR.

- Pengene sidder ikke så løst, som de har gjort for nogle år siden. Vores omsætning er faldet i takt med, at der er blevet færre og færre penge i omløb i Nuuk.

Selv om Restaurant Nipisa lukker, er det ikke ensbetydende med, at nuummiut og Nuuks besøgende går glip af Rune Collins kogekunst. Han tiltræder 1. september et job som køkkenchef i Cafetuaq i det grønlandske kulturhus Katuaq.

5. august 2015

Rusland byder på Nordpolen

Russisk krav var ventet
- Der vil gå mange år, før det bliver afgjort,
om Nordpolen skal være grønlandsk.
Rusland har nu indgivet krav om blandt andet Nordpolen, som Danmark også har gjort krav på, til de kommende forhandlinger om rettighederne til havbunden i det arktiske ocean.

- Kravet har været ventet og følger i øvrigt de spilleregler, som Danmark, Norge, Canada, USA og Rusland blev enig om, da man i 2008 vedtog Ilulissat-erklæringen og dannede den gruppe af lande, der populært kaldes The Arctic Five, siger Johannes Riber Nordby fra Forsvarsakademiet.

- Selv om Ruslands udenrigspolitiske rolle er ændret, er der indtil videre ikke noget, der tyder på, at man ikke vil følge aftalen, som indebærer, at deltagerlandenes krav nu skal forhandles i FN's kommision for Kontinentalsoklens Grænser (CLCS).

Johannes Riber Nordby forventer, at afgørelsen fra FN tidligst vil foreligge om fem til seks år - og at der sikkert derefter skal ske en yderligere forhandling landene imellem om tvivlsspørgsmål.

Ilulissat-erklæringen var i 2008 et stærkt politisk signal til både de lokale befolkninger og til resten af verden om, at de fem kyststater vil handle ansvarligt, når det gælder den fremtidige udvikling i Polarhavet.

-  Landene har politisk forpligtet sig til at løse uoverensstemmelser gennem forhandlinger, og har dermed forhåbentligt en gang for alle aflivet myterne om et kapløb mod Nordpolen, hed det dengang.

Det russiske krav fik massiv omtale i gårsdagens media, og vi ville gerne have haft en kommentar fra Danmarks arktiske ambassadør Erik Vilstrup Lorenzen, der imidlertid er på ferie i øjeblikket.

Midnatssol udfordrer muslimer

Faste er et bevis på tro
Polarcirklen er en særlig udfordring for muslimer.
Den muslimske højtidsperiode Ramadan kræver blandt andet, at troende muslimer ikke spiser i de lyse timer. Det er lidt af en udfordring i Arktis, hvor perioden falder sammen med midnatssolen, skriver nyhedssitet Alaska Dispatch News, der har sat sig for at undersøge sagen.

Alaska Dispatch News konstaterer, at antallet af muslimer i Arktis er stigende. Blandt andet er man i øjeblikket ved at bygge verdens nordligste moske i Nunavut-hovedstaden Iqaluit.

Samstemmende lyder det fra flere sider, at Ramadan er en udfordring, som skal vise, at man er overbevist i troen. Det er baggrunden for, at de fleste muslimer tager det meget alvorligt, men udfordringerne bliver ikke mindre af, at resten af samfundet ikke følger traditionen, fortæller flere arktiske muslimer til Alaska-sitet.

Der er generelt to måder at takle Ramadan på. I Iqaluit har man valgt at følge tiden i den canadiske hovedstad Ottowa, hvor solen ved midsommer går ned kl. ved 21-tiden og står op igen kl. 5.30. Det giver masser af tid, men de fleste vælger også at tage en lur, når de kommer hjem fra arbejde, så de er friske ved spisetid.

- Men vi klager ikke. For de fleste bliver det en vane, fortæller Syed Saef Ali, der er præsident for det muslimske samfund i Iqaluit.

I Inuvik - en af Canadas nordligste bygder - har man valgt en anden løsning. Her har man valgt at følge tiderne fra Mekka - dog ikke bogstaveligt, men sådan at man faster i perioden fra 5.30 til 18.30, fortæller Abdullah Mohammed fra Inuvik. Menigheden har truffet beslutningen efter en længere debat.

- Men det vigtige er bønden, ikke torturen, siger Abdullah, der emigrerede fra Sudan i 1991. Han har i øvrigt en ingen problemer med fasten, men har det til gengæld svært med mørketiden om vinteren:

- En lang dag uden mad er slet ikke så hård som en lang vinter uden lys.

The European Council for Fatwa and Research arbejder i øjeblikket på at fastlægge fælles retningslinjer for alle muslimer i Norge, Sverige, Island, Canada, USA og Rusland.

Ramadanen strækker sig over 29-30 dage uden mad, drikke, røg og seksuelt samvær fra daggry til solnedgang. Om natten er det nævnte tilladt, angiveligt fordi Allah ønsker at gøre det let for mennesket. Undtaget fra fastereglerne er børn, syge, ældre, rejsende, gravide, ammende mødre, sportsmænd i konkurrence og mænd i krig.

4. august 2015

Frygt for isbjørn

Sådan gør du, hvis du møder en isbjørn

Ursus Maritimus - Nanoq, Polar Bear, Isbjørn, Bamse...
I sommerens løb er der blevet set en isbjørn ved Kangeq i mundingen til Nuup Kangerlua.

Det har skabt frygt blandt rensdyrjægerne, fortæller Sermitsiaq. De er blevet bange for at møde isbjørne, når forrådskammeret skal fyldes op under den traditionelle rensdyrjagt.

Jægernes frygt bragte blandt andet Naalakkersuts Departement for Fangst, Fiskeri og Landbrug på banen med en advarsel om, at man ikke bare må skyde en isbjørn, hvis man møder den. I det hele taget skal man bare lade isbjørnene i fred, hedder det i en vejledning, som Departementet har udsendt.

- Eventyrlyst og ønske om at tage billeder af isbjørnen retfærdiggør ikke en handling, der kan sætte dit, andres eller isbjørnens liv i fare, lyder de formanende ord fra Departementet.

Hvis man møder en isbjørn, er der ingen grund til at skyde:

- Råb højt, lav larm og vift med armene for at fremstå større. Det er ofte nok til at jage en nysgerrig isbjørn på flugt, lyder det gode råd.

Nu er det selvfølgelig ingen spøg at møde en isbjørn, hvis man er alene i fjeldet, men isbjørnefrygten ved Nuuk forekommer ikke særlig velbegrundet. Det er ikke hvert år, at der overhovedet observeres isbjørne nær den grønlandske hovedstad. Der blev for eksempel ikke set isbjørne i hele 2014.

Departementets gode råd kan læses i "Retningslinjer for observation af isbjørne".

Isbørnen ved Kangeq blev observeret af Karina Meincke. Her kan du se hendes video af isbjørnen.

Arkitektkonkurrence i Ilulissat

Aftale om isfjordcenter underskrevet
Isfjorden ved Ilulissat får et center.
Nu skal en række internationale arkitekter konkurrere om et bud på, hvordan det kommende isfjordcenter ved Ilulissat skal se ud.

Qaasuitsup Kommune, Grønlands Selvstyre og Realdania har netop underskrevet en partnerskabsaftale om et kommende isfjordcenter ved Ilulissat nord for isfjorden Kangia, der er optaget på UNESCO’s liste over verdensarv.

- Isfjordsprojektet vil tilføre verdensarvsområdet yderligere værdi, og samtidigt blive en spændende og attraktiv arbejdsplads. Det vurderes, at isfjordscentret rummer stort potentiale for isfjorden og Ilulissat som turistdestination. Det forventes, at 17.000 gæster vil besøge centret hvert år. Det vil både fungere som mødested for lokale beboere og for de internationale klimaforskere, stats-ledere og andre, der jævnligt besøger Ilulissat, hedder det i en pressemeddelelse fra Realdania.

Besøgscentret bliver placeret i landskabet mellem byen og isfjorden – et spektakulært sted, hvor verdens klimaforandringer sætter sine tydelige spor. Centret skal formidle stedets historie, udvikling og betydning – og bl.a. fortælle historien om klimaforandringernes betydning. Ud over selve Isfjordscentret skal der etableres en ny gangforbindelse, så man kan bevæge sig mellem byen og centret.

Med Isfjordscentret lægges der op til en bygning af en beskeden størrelse opført i respekt og samspil med naturen på stedet. Samtidig er målet at skabe en bygning, hvor arkitektur og udstilling i verdensklasse understøtter Ilulissat som turistattraktion.

 Hvordan stregerne præcis skal slås bliver afgjort i forbindelse med en international arkitektkonkurrence, som netop er sat i gang. Resultatet vil blive offentliggjort i juni 2016.

Realdania støtter det kommende isfjordcenter med 75 millioner kroner.

3. august 2015

Drama og idyl

Velkommen tilbage på pinden

Regentparret modtages i Nuuk under sommerens
store Grønlandstogt. Foto: Arktisk Kommando
For de fleste er sommerferien forbi - og vi fortsætter nu med arktiske nyheder, noter og kommentarer her på Arctic Business Networks blog.

Sommer-måneden har budt på både dramatik og idyl - og her tænker vi ikke på, at sommervejret i Grønland generelt har kunnet konkurrere med det danske, der næppe har været værd at skrive hjem om.

Syv hvalfangstmodstandere anholdt
 på Færøerne. Foto: Vikipedia
Til gengæld har der været mange skriverier om den færøske hvalfangst. Endnu en gang har miljøpiraterne fra Sea Sheapherd forsøgt at forhindre den traditionelle færøske fangst. Det er blandt andet sket ved at spamme danske folketingsmedlemmers e-mail med protestskrivelser. Det tjener bestemt sammenholdet i Rigsfællesskabet, at et enigt Folketing har afvist presset og meddelt, at man bakker op om de færøske traditioner. I sommerens løb er syv dyreværnsaktivister blevet anholdt under dette års hvalfangst. Sidste år blev 14 anholdt og udvist.

Regentparrede besøgte Grønland om bord
 på kongeskibet. Foto: Arktisk Kommando
Mere fredeligt er det gået for sig i Grønland, hvor sommerens helt store begivenhed var regentparrets besøg. De royale besøgte først østgrønland og krydsede siden ned langs den nordlige del af vestkysten om bord på Kongeskibet Dannebrog. Dronningen og Prinsgemalen blev overalt modtaget med begejstring og glæde.

I hælene på de kongelige fulgte også pressen. I forhold til tidligere har der været stor ros til pressen for dækningen, der har været seriøs og gennemarbejdet - og stort set fri for de uheldige fejl, der ofte ses i den danske presses dækning af Grønland. Dog ærgrer det Sermitsiaqs anmelder, at pressen tilsyneladende ikke kan omtale Grønland uden at nævne problemer med fattigdom og misbrug.

Grønland i Tivoli var også en succes i år.
Foto: Grønland i Tivoli ‪#‎GiT2015‬
Det var der til gengæld ikke fokus på, da Grønland den 1. august blev fejret i Tivoli. Grønlændere og venner af Grønland i tusindvis var samlet i den gamle have til det traditionsrige Grønland i Tivoli, hvor flere grønlandske virksomheder også benyttede lejligheden til at gøre reklame for det grønlandske erhvervsliv. Blandt andet forlaget Milik Publishing og Maik Carreto, der tidligere på året med virksomheden Greenland Ice tog prisen i Sermersooq Business Council og Greenland Business store konkurrence om det bedste eksportprojekt. Det bliver spændende at følge virksomhedens planer om eksport af spiseis til Danmark.

Efteråret byder også på spændende arrangementer i Arctic Business Network. Allerede i den kommende uge er netværket repræsenteret, når Aalborg og Nuuk fejrer byernes samarbejde med erhvervskonferencen "Suleqatigiitta – Lad os samarbejde", og til september er netværket med på den sejlende uddannelsesmesse Seashow 2015 med et særligt erhvervsprogram.

Der bliver naturligvis også tid til netværksmøder - blandt andet i samarbejde med Nordatlantens Brygges erhvervsklub og en sammenkomst i forbindelse med Dan Fish i Aalborg. Efterårets helt store trækplaster bliver konferencen om Arktisk Byggeskik, der arrangeres i Aalborg i umiddelbar sammenhæng med, at Aalborg Universitet i år er vært for den årlige danske polarforskerkonference.

Vi tager pulsen på det
 grønlandske landbrug.
Her på bloggen fortsætter vi også med nyheder om stort og småt i det arktiske erhvervsmiljø, noter og kommentarer. I efteråret vil vi blandt andet sætte fokus på arbejdet i Folketingets Grønlandskudvalg, der blev konstitueret umiddelbart inden sommerferien med Venstres Marcus Knuth som formand. Venstremanden er i øvrigt nevø til den kendte grønlandsforsker Eigil Knuth.

I den kommende uge tager redaktøren til Sydgrønland for at tage pulsen på det arktiske landbrug - og det vil vi selvfølgelig også skrive om. Klimaforandringerne skaber helt nye erhvervsmuligheder i Grønland - og det er netop nu, det sker.

Velkommen tilbage på pinden. Det bliver et spændende efterår i Arctic Business Network. Følg med her på bloggen.